Iran informerer FN om legitime fjendtlige mål ved angreb

20. FEB 2026 • 02:09UDLAND

Trump har advaret Iran om, at der vil ske "slemme ting", hvis de to lande ikke indgår meningsfuld atomaftale.

Iran vil betragte "baser, faciliteter og aktiver" tilhørende én fjendtlig styrke som legitime mål, hvis landet bliver udsat for militær aggression.

Det skriver Irans FN-ambassadør, Amir Saeid Iravani, ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag i et brev til FN's generalsekretær, Antonio Guterres.

Det sker, efter USA's præsident, Donald Trump, tidligere torsdag udtalte, at der vil ske "slemme ting", hvis ikke Iran indgår en meningsfuld aftale omkring det iranske atomprogram.

Amir Saeid Iravani skriver i brevet til Antonio Guterres, at Donald Trumps retorik over for Iran signalerer en reel risiko for militær aggression.

Iravani tilføjer, at Iran ikke ønsker krig, men hvis landet bliver udsat for militær aggression, så vil det svare beslutsomt igen.

USA og Iran har for nylig genoptaget forhandlingerne omkring en atomaftale, efter de sidste år gik i stå. Møderne ophørte, efter at Israel og Iran i juni begyndte at udveksle angreb.

Sideløbende med de nuværende forhandlinger har USA's militær optrappet sin tilstedeværelse i Mellemøsten.

Unavngivne kilder sagde onsdag til CNN, at amerikansk militær er parat til at udføre angreb på Iran inden for få dage, hvis Trump giver grønt lys.

Til Wall Street Journal fortalte anonyme kilder tæt på Trump torsdag, at præsidenten overvejer en række militære muligheder. Det kan være mindre angreb inden for få dage.

Målet med forhandlingerne er at blive enige om en atomaftale, der kan erstatte en tidligere aftale fra 2015, som USA trak sig ud af under Trumps første periode som amerikansk præsident.

I den tidligere aftale forpligtede Iran sig til nedbringe sin mængde af beriget uran, mens USA til gengæld fjernede sanktioner mod Iran.

Trump sagde torsdag, at det vil stå klart inden for ti dage, om det er muligt for USA at indgå en ny atomaftale med Iran.

- Der bliver holdt nogle gode møder.

- Det har over årene vist sig, at det ikke er let at indgå en meningsfuld aftale med Iran. Vi er nødt til at lave en meningsfuld aftale, ellers vil der ske slemme ting, sagde USA's præsident.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT