Ukraine hævder stadig at være i by hvor Rusland har erklæret sejr

2. DEC 2025 • 10:14UDLAND

Mens Rusland udsender billeder af russiske flag i omstridt by, hævder ukrainsk styrke, at der stadig kæmpes.

Ukrainske soldater fastholder stadig positioner i den nordlige del af den ukrainske by Pokrovsk, som Rusland hævder at have indtaget.

Det siger den ukrainske militærenhed, der kæmper i byen, til nyhedsbureauet Reuters tirsdag.

Meldingen, som kommer fra det 7. reaktionskorps af de ukrainske luftbårne angrebsstyrker, er ikke uafhængigt bekræftet.

Styrkerne siger, at de har udført angreb i den sydlige del af byen, hvor russiske soldater har kontrollen.

Pokrovsk er et knudepunkt for veje og jernbaner i den østlige Donetsk-region i Ukraine. Den har været centrum for hårde kampe i længere tid. Inden krigen havde den en befolkning på omkring 60.000 mennesker.

Den havde tidligere stor betydning for den ukrainske hærs forsyningslinjer, da den ligger på en vigtig vej, som soldaterne bruger til at bringe forsyninger videre til andre positioner langs frontlinjen.

Men langt de fleste mennesker er nu flygtet fra byen. Alle børn er blevet evakueret, og få civile er tilbage blandt de ødelagte lejlighedsblokke og veje fyldt med kratere.

Rusland sendte mandag billeder ud af soldater med russiske flag i Pokrovsk.

Fra russisk side lød det, at den erobring - som landet selv hævder at have gennemført - vil give mulighed for, at det russiske militær kan fortsætte sin offensiv i Ukraine.

- Det her er en vigtig kurs, sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin.

- Vi forstår alle, hvor vigtig den er. Fremadrettet vil den sikre løsninger på de mål, som vi oprindeligt satte i begyndelsen af den særlige militæroperation, fortsatte han.

Rusland omtaler invasionen af Ukraine, som begyndte for mere end tre et halvt år siden, som "en særlig militæroperation".

Meldingerne om situationen på slagmarken kommer, mens der er stor diplomatisk aktivitet omkring et fredsudspil til krigen i Ukraine.

Tirsdag eftermiddag mødes Trumps særlige udsending Steve Witkoff med præsident Putin.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT