Udkast til fredsplan omfatter de fleste af Ukraines nøgleprioriteter

23. NOV 2025 • 17:34UDLAND

En oprindelig fredsplan omfatter, at Ukraine ikke bliver medlem af Nato. Søndag drøftes planen.

Størstedelen af Ukraines "nøgleprioriteter" er en del af den seneste version af et udkast til en amerikansk plan for at afslutte krigen i landet.

Det siger den ukrainske forhandler Rustem Umerov søndag efter forhandlingsrunder i den schweiziske by Genève. Her mødes en delegation fra USA og Ukraine for at drøfte planen fra USA.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Den nuværende version af dokumentet, selv om det stadig er i den sidste fase af godkendelsen, afspejler allerede de fleste af Ukraines nøgleprioriteter, siger Rustem Umerov og tilføjer:

- Vi ser frem til yderligere fremskridt i løbet af dagen (søndag, red.).

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har søndag i et opslag på Truth Social beskyldt Ukraine for ikke at udvise taknemmelighed over for USA's indsats i krigen.

Søndag eftermiddag har en unavngiven kilde, der er bekendt med sagen, oplyst til Reuters, at hoveddrøftelserne er gået i gang.

På det sociale medie X har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skrevet, at landets delegation søndag arbejder i Genève "med fokus på at finde ladsiggørlige løsninger for at afslutte krigen, genoprette freden og garantere varig sikkerhed".

- I øjeblikket er der en forståelse af, at de amerikanske forslag kan indeholde en række elementer baseret på ukrainske perspektiver, og (som er, red.) afgørende for ukrainske nationale interesser, lyder det fra præsidenten.

Den oprindelige fredsplan fra USA har fået kritik for at være en ren ønskeliste for Rusland.

Ifølge planen skal Ukraine afstå territorium, reducere sin hær og love aldrig at blive medlem af Nato.

Trump har lagt pres på den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, for at skrive under i den kommende uge.

Fra europæisk side er man kommet med en ændret version af fredsplanen. Den er udarbejdet til drøftelserne i Genève, skriver Reuters, der har set dokumentet.

Her foreslås det blandt andet, at Ukraines militær skal begrænses til 800.000 soldater "i fredstid" og ikke 600.000 som foreslået i den amerikansk plan.

Zelenskyj har tidligere oplyst, at Ukraines hær består af 880.000 soldater.

Der står også, at "forhandlinger om territoriale byttehandler vil starte fra kontaktlinjen" - altså fra den nuværende frontlinje.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT