Tysk temperaturrekord for juni er slået

26. JUN 2026 • 18:02UDLAND

Briterne og tyskerne oplever fredag rekordhøje temperaturer for juni under en europæisk hedebølge.

Vejrrekorder fortsætter med at blive slået i Europa, og de tårnhøje temperaturer begynder også at ramme lande helt tæt på Danmark, mens hedebølgen bevæger sig østpå.

Tyskland har nemlig fredag flere steder slået temperaturrekord for juni.

Det oplyser den tyske vejrtjeneste - Deutscher Wetterdienst - til nyhedsbureauet AFP.

Ved fem forskellige vejrstationer er der blevet målt over 40 grader celsius ifølge foreløbige data. Det gælder blandt andet i Saarbrücken tæt på grænsen til Frankrig, hvor der er målt 40,9 grader celsius.

Dermed er den hidtidige rekord for juni måned på 39,6 grader celsius slået.

I Storbritannien er der fredag for tredje dag i træk også blevet slået junirekord.

I Santon Downham i West Suffolk i det østlige England er der blevet målt 37,3 grader, oplyser den britiske vejrtjeneste ifølge Sky News. Og dermed blev torsdagens rekord på 36,7 grader slået.

Også onsdag blev der slået rekord i Storbritannien.

Gadefester og musikfestivaler er blevet aflyst flere steder i Vesteuropa. Salg af alkohol er også blevet begrænset visse steder fredag.

AFP-beregninger viser, at omkring 150 millioner mennesker i Europa fredag står til at opleve temperaturer over 35 grader.

For over 420 millioner mennesker på tværs af Europa - Tyrkiet ikke medregnet - står de maksimale temperaturer til at nå over 30 grader. Det er omkring 70 procent af befolkningen.

Meget af Holland er under et rødt vejrvarsel om ekstrem varme, og i Tjekkiet og Ungarn gælder det for weekenden.

Også balkanlandene står over for særdeles varme dage.

I Danmark er der kategori 2-varsel om farligt vejr i form af hedebølge for stort set hele landet, hvor der mange steder ventes temperaturer over 30 grader. Varslet gælder til og med søndag aften.

- Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude, lyder anbefalingen på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT