Sydkoreas tidligere førstedame Kim Keon-hee afsoner allerede fire års fængsel for bestikkelse.
Sydkoreas tidligere førstedame Kim Keon-hee er af en domstol i landet blevet idømt yderligere syv års fængsel i en bestikkelsessag.Hun afsoner allerede en fængselsstraf på fire år for bestikkelse og aktiemanipulering.
Den 53-årige kvinde er fredag blevet kendt skyldig i at have modtaget "kostbare ædelmetaller af høj værdi" til gengæld for tjenester i forbindelse med personaleudnævnelser.
Nyhedsbureauet AFP beskriver sagen som en "skandale om jobudnævnelser mod gaver".
Hun blev tiltalt i den nye sag i december – blandt andet for at have modtaget smykker til en samlet værdi af 103 millioner won.
Det svarer til knap en halv million danske kroner.
Blandt smykkerne var en halskæde fra mærket Van Cleef & Arpels, en broche fra Tiffany & Co. og et par øreringe fra Graff.
Alle smykkerne modtog hun fra en byggematador i 2022. Til gengæld tilbød hun at skaffe hans svigersøn et job.
Den tidligere førstedame er ligeledes blevet kendt skyldig i at tage imod en guldfigur i form af en skildpadde fra en politiker og et armbåndsur fra mærket Vacheron Constantin fra en iværksætter.
Under domsafgivelsen udtalte retten, at hun "uden tøven modtog værdigenstande af en type, som den gennemsnitlige borger ville have svært ved at erhverve blot en gang i sit liv".
Kim Keon-hees mand, den tidligere præsident Yoon Suk-yeol, sidder også i fængsel.
Han blev i februar idømt fængsel på livstid, efter at han blev kendt skyldig i at have ledet et oprør i forbindelse med, at han i 2024 indførte en kortvarig undtagelsestilstand i Sydkorea.
Samtidig blev ekspræsidenten fundet skyldig i magtmisbrug.
Han har siden anket livstidsdommen.
/ritzau/AFP