Tysk FDP-politiker vil indkalde 900.000 reservister
- Putin bereder sin befolkning på krig og positionerer dem mod Vesten, siger leder af tysk forsvarsudvalg.
Formanden for Forsvarskomitéen i det tyske parlament, Marie-Agnes Strack-Zimmermann, opfordrer til, at der indkaldes 900.000 reservister på baggrund af Ruslands truende og aggressive kurs under præsident Vladimir Putin.- Putin bereder sin befolkning på krig og positionerer dem mod Vesten. Vi må derfor være klar til at forsvare os så hurtigt som muligt, siger Strack-Zimmermann, som er fra det liberale parti De Frie Demokrater, FDP.
FDP er juniorpartner i den tyske koalitionsregering, der består af socialdemokraterne i SPD under ledelse af forbundskansler Olaf Scholz samt miljøpartiet De Grønne.
Hun fremsatte opfordringen til radiostationen Funke lørdag.
I Rusland trykkes der skolebøger, der skildrer Tyskland som en aggressor. Børn i de små klasser trænes i at bruge våben. Alt dette er skræmmende, pointerer Strack-Zimmermann, som opfordrer de væbnede tyske styrker i Bundeswehr til at "aktivere de omkring 900.000 reservister, som vi har."
For at det kan ske, bør militæret først registrere dem, som er kvalificerede, understreger hun og påpeger, at militæret for årtier tilbage holdt op med dat følge dem, der forlod forsvaret efter aktiv tjeneste.
- Hvis vi blot kan reservere halvdelen af dem som reservister med deres relevante ekspertise, så ville det være et fantastisk aktiv, siger hun.
Lederen af Tysklands sammenslutning for reservister, Patrick Sensburg, fremsatte et lignede forslag for et par uger siden.
I Tyskland omfatter reservister alle dem, som har været i Bundeswehr.
Tidligere soldater, som har gjort tjeneste i de væbnede styrker i det tidligere DDR, som aldrig har været i Bundeswehr, er ikke omfattet.
Efter Ruslands invasion af Ukraine for mere end to år siden har Tyskland øget landets forsvarsbudget stadigt mere, efter at landets politiske ledere har erkendt, at det store Nato-land hidtil har ydet for lidt i forhold til militær kapacitet.
Kort efter Ruslands invasion i februar 2022 lovede den tyske forbundsregering, at den ville efterkomme Natos ønsker og betale to procent af forbundsrepublikkens bnp til forsvaret for første gang i årtier. Forbundsregeringen oprettede samtidig en særlig forsvarsfond på 100 milliarder euro.
/ritzau/dpa