Ny EU-aftale afsætter 11 milliarder til at opbygge forsvarsindustrien

17. OKT 2025 • 13:34UDLAND

EU afsætter ifølge ny aftale 1,5 milliarder euro i støtte til opbygningen af forsvarsindustri.

Det danske EU-formandskab har sammen med EU-Parlamentet og EU-Kommissionen landet en aftale om et nyt EU-forsvarsprogram.

Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

- Aftalen markerer et vigtigt skridt i at understøtte en stærkere, konkurrence- og leveringsdygtig europæisk forsvarsindustri i Europa, siger Troels Lund Poulsen.

Aftalen betyder, at EU yder en støtte på 1,5 milliarder euro frem til udgangen af 2027 for at styrke forsvarsindustrien.

Det sker via European Defence Industry Programme (EDIP).

Beløbet svarer til omkring 11 milliarder kroner.

Sat i forhold til den enorme oprustning, som EU-landene har sagt ja til på Nato-topmødet i Haag, er der tale om et mindre beløb.

Men aftalen er vigtig for EU's forsøg på at samle EU-landene om at få udvidet produktionen i forsvarsindustrien, fastslår Troels Lund Poulsen.

- Det har været en topprioritet for Danmark at få en aftale på plads under formandskabet, som gavner den europæiske forsvarsindustri til fordel for Europas sikkerhed, siger han.

Pengene skal gå til at understøtte medlemsstaternes arbejde med udvikling, produktion, anskaffelse og indkøb af forsvarsmateriel.

Aftalen kommer, dagen efter at EU-Kommissionen fremlagde sit udspil til en køreplan for oprustningen af Europa frem mod 2030.

Køreplanen ventes at blive godkendt på næste uges EU-topmøde i Bruxelles.

En central del af udspillet består netop i samarbejder mellem EU-landene om fælles indkøb i forsvarsindustrien.

En del af midlerne skal derudover bruges på forsvarsindustrielt samarbejde med Ukraine.

Det vil der blive afsat 2,2 milliarder kroner til, siger Troels Lund Poulsen.

- Ukraine er verdensførende, når det kommer til udviklingen af en række nye teknologier - herunder i forhold til dronebekæmpelse.

- Ukrainerne har udviklet et unikt samarbejde mellem forsvar, industri og forskning, der gør, at ukrainsk teknologi og viden er langt foran Danmark og Europa. Det kan vi lære meget af, siger Troels Lund Poulsen.

Han ser aftalen som en "milepæl" for EU's målsætning om, at Europa skal kunne forsvare sig selv fra 2030.

Aftalen bliver også set som en af de vigtigste resultater for Danmark, efter overtagelsen af EU-formandskabet 1. juli.

I kraft af formandskabet har Danmark siddet for bordenden under de afsluttende forhandlinger.

Forsvarsindustriprogrammet skal nu formelt godkendes af EU-landene og Europa-Parlamentet.

EU-landene vil muligvis allerede fredag godkende aftalen, i håb om at den kan træde i kraft hurtigst muligt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT