Trump: Toldtrussel på over 100 procent mod Kina er ikke holdbar
Vi skal have en fair aftale med Kina, men det skal nok gå, siger Trump. Han forventer at møde Xi om to uger.
En toldsats på over 100 procent på kinesiske varer er "ikke holdbart", erkender USA's præsident, Donald Trump, i et interview med tv-stationen Fox News.- Men de tvang mig til at gøre det, siger Trump.
I interviewet oplyser han også, at han skal mødes med Kinas præsident, Xi Jinping, om to uger i forbindelse med et asiatisk topmøde i Sydkorea.
Det møde vil i givet fald være det første mellem Trump og Xi, siden Trump tog hul på sin anden embedsperiode i januar.
- Jeg tror, det nok skal gå med Kina, men vi skal have en fair aftale. Den skal være retfærdig, siger Trump til Fox News.
Den amerikanske præsident havde ellers truet med at blive væk fra topmødet i den asiatiske samarbejdsorganisation Apec.
Han advarede i sidste uge også om, at han vil lægge 100 procent told oven i de rundt regnet 57 procent, der allerede er indført på import fra Kina.
På Fox News' spørgsmål om, hvorvidt det så vil medføre en samlet toldsats på omkring 157 procent, svarer Trump:
- Det er ikke holdbart, men det er sådan, tallet ser ud.
- Vi står over for en meget stærk modstander, og de respekterer kun styrke, siger han videre.
Trump giver Kina skylden for, at de igangværende handelsforhandlinger er fastlåst.
Forhandlingerne gik i stå, da Kina strammede kontrollen med eksport af sjældne jordarter.
Kina dominerer det marked, som er vigtigt for produktion af elbiler, mobiltelefoner og anden elektronik.
USA sendte endnu et signal om en mulig optøning i spændingerne mellem dem, da USA's finansminister, Scott Bessent, meddelte, at han skal tale i telefon med Kinas vicepremierminister He Lifeng.
De skal tale om de strandede handelsforhandlinger mellem de to lande, rapporterer tv-stationen CNBC fredag.
Det er ikke umiddelbart bekræftet af det amerikanske finansministerium, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere på ugen beskyldte Bessent en af He Lifengs øverste rådgivere for at være "ude af kontrol" i de seneste samtaler med amerikanske forhandlere. Det er en påstand, som Kina har afvist.
/ritzau/