Trussel om statsbankerot kan presse Biden efter midtvejsvalg

8. NOV 2022 • 06:00UDLAND

Hvis Republikanerne får et flertal i Repræsentanternes Hus, vil de bruge gældsloftet til at presse Biden.

Ud over tårnhøj inflation og en truende recession kan amerikansk økonomi efter midtvejsvalget meget vel få endnu en ting at bekymre sig om.

Forud for valget taler fremtrædende republikanere åbent om, at hvis de får flertallet i et af Kongressens kamre, bør deres parti true med en statsbankerot, hvis ikke præsident Joe Biden giver dem indrømmelser.

- Det er vigtigt, at vi er klar til at bruge de kort, vi har på hånden, sagde Scott Perry, der står i spidsen for The Freedom Caucus, i oktober til Reuters om gældsloftet.

The Freedom Caucus er en gruppe for Republikanernes mere konfrontatoriske fløj.

Også Buddy Carter, der ikke er med i The Freedom Caucus, har sagt, at "gældsloftet bliver et vigtigt værktøj" for at opnå indrømmelser fra Demokraterne.

Anledningen kommer, når den nye kongres med al sandsynlighed på et tidspunkt næste år skal tage stilling til at hæve eller suspendere gældsloftet.

- Udfordringen ved gældsloftet er, at den amerikanske stat ikke kan dække det store underskud, der er, hvis ikke man hæver gældsloftet, siger økonom Mikael Olai Milhøj.

- Hvis man ikke vedtager en lov, der gør det, så går den amerikanske stat bankerot. Så kan den ikke leve op til sine økonomiske forpligtelser.

Gældsloftet er tænkt som en mekanisme, der skal sikre, at de amerikanske finanser ikke stikker af med dundrende underskud.

Det er ikke desto mindre sket alligevel, og derfor har politikerne i Kongressen løbende hævet eller suspenderet loftet for at kunne finansiere underskuddet.

Den øvelse foregik helt udramatisk indtil i 2011. Her besluttede den nyvalgte kongres med et Republikansk flertal at kræve store besparelser på de offentlige budgetter, hvis de skulle gå med til at hæve loftet.

Det nægtede den daværende demokratiske præsident Barack Obama, og først to dage før en statsbankerot stod til at blive til virkelighed, nåede parterne til enighed.

Forud for tirsdagens valg har Republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, indikeret, at et lignende slagsmål kan lure forude, hvis Republikanerne, som målingerne spår, får et flertal i Repræsentanternes Hus.

- Vi kommer ikke bare til at løfte grænsen på jeres kreditkort, vel, sagde han henvendt til Demokraterne i et interview med det politiske netmedie Punchbowl News i oktober.

Der er dog ingen, der direkte går ind for ikke at hæve gældsloftet. Ifølge Mikael Olai Milhøj af åbenlyse årsager:

- Det vil have nogle ret vidtgående konsekvenser for det finansielle system men også for amerikansk økonomi, siger han.

- Det gør det til et ret effektivt våben for det parti, der ikke har præsidentembedet, til at få nogle politiske indrømmelser.

- Omvendt har vi lært over de seneste ti år, at ingen har en interesse i, at man laver en nedsmeltning på det amerikanske marked eller skaber en hård og dyb recession i amerikansk økonomi.

Mikael Olai Milhøj, der har fulgt amerikansk økonomi i flere år, understreger særligt den sidste pointe. Ingen tror for alvor på, at det kommer så vidt.

Men gældsloftet kan blive et af flere store slagsmål om amerikansk økonomi, mellem den demokratiske præsident, Joe Biden, og en eventuelt republikansk-ledet kongres de næste to år.

Økonomen peger på, at en anledning til et slagsmål kan blive spørgsmålet om USA's statsbudget. Her kan uenighed ende i en såkaldt "shutdown", hvor regeringen simpelthen lukker ned, indtil en enighed er nået.

I så fald vil offentlige ansatte ikke få løn og leverandører til det offentlige ikke få betaling.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU