Brøleaber falder som fluer under ekstrem mexicansk hedebølge

21. MAJ 2024 • 03:08UDLAND

Ekstrem hedebølge i Mexico har ført til "massedød" blandt brøleaber, lyder det fra dyreværnsorganisation.

Myndighederne i Mexico har iværksat en undersøgelse af, om en igangværende ekstrem hedebølge er årsagen til, at flere af de truede brøleaber er døde.

Det oplyser landets miljøministerium.

De mulige årsager indebærer hedeslag, dehydrering, underernæring samt forgiftning som følge af brugen af pesticider i landbruget.

Sydlige delstater som Chiapas og Tabasco har for nylig målt temperaturer på op til 45 grader. Det er netop her, at flere brøleaber er døde.

Regeringen har ikke oplyst, hvor mange brøleaber der har mistet livet.

Men dyreværnsorganisation Cobius melder om "massedød".

- Det skyldes højst sandsynligt klimaet, men vi kan ikke udelukke andre vigtige årsager, udtaler organisationen.

Cobius opfordrer til at hjælpe de sårbare brøleaber, hvis man kommer i kontakt med dem.

- Hvis man ser aber, der er svage og tilsyneladende lider af hedeslag eller dehydrering, bør man give dem vand til at drikke, lyder det.

Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, der selv er fra Tabasco, vurderer også, at hedebølgen er årsagen til brøleabernes død.

- Varmen er meget høj. Jeg har aldrig mærket den på samme måde, som jeg gør nu, på mine tidligere besøg i områderne, siger han på et pressemøde.

De lokale myndigheder og miljøforkæmpere har sendt patruljer ud for at levere mad og vand til aberne.

Brøleaber hører til slægten vestaber og er kendt for deres høje brøl, som kan høres på lang afstand.

I alt 15 arter lever på tværs af Mellem- og Sydamerika.

Brøleaberne kan blive mellem 40 og 90 centimeter høje med en hale, der er lige så lang.

Aberne lever i mindre flokke og spiser generelt blade, blomster og frugt.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU