Trump vil smide somaliske indvandrere ud af USA
Somaliere bidrager ikke med noget, mener USA's præsident. AP skriver om ny indsats mod somaliske indvandrere.
Somaliske indvandrere skal ud af USA, for de bidrager ikke med noget.Det siger USA's præsident, Donald Trump, under et kabinetsmøde tirsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet AP.
- De bidrager ikke med noget. 88 procent eller sådan noget får velfærdsydelser (the welfare is like 88 % or something). Jeg vil ikke have dem i vores land.
- Der er en grund til, at deres land ikke er godt. Deres land stinker, og vi vil ikke have dem i vores land, siger Trump.
En kilde fortæller til AP, at de føderale myndigheder planlægger en indsats i delstaten Minnesota, som primært vil være rettet mod somaliske indvandrere, der opholder sig ulovligt i USA.
Kilden, som er orienteret om planlægningen, står ikke frem med navn.
Indsatsen ventes at gå i gang inden for få dage og vil være rettet mod somaliere, der befinder sig i storbyen Minneapolis og nabobyen St. Paul, og som har fået ordre på at forlade USA.
Trump har sagt, at somaliere i netop Minnesota har "skabt en masse problemer".
Talsperson for USA's ministerium for indenrigssikkerhed Tricia McLaughlin vil hverken be- eller afkræfte, at en skærpet indsats mod somaliere er på vej.
Hun siger, at ministeriet ikke vil drøfte "kommende eller potentielle operationer", skriver AP.
Hidtil har de amerikanske immigrationsmyndigheder i høj grad haft fokus på indvandrere fra Latinamerika i år, og mange er blevet deporteret.
Der er blandt andet blevet foretaget razziaer i Los Angeles og Chicago.
Razziaerne har medført store protester flere steder i landet.
/ritzau/
