Trump udpeger tidligere personlig advokat som føderal anklager
Efter opsigelse fra Erik S. Siebert peger Donald Trump på Lindsey Halligan som ny føderal anklager.
USA's præsident, Donald Trump, vil nominere Lindsey Halligan, der er Trumps tidligere personlige advokat, til posten som føderal anklager i delstaten Virginias østlige distrikt.Det skriver præsidenten natten til søndag i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.
- Hun vil være retfærdig, klog og vil sikre den så hårdt tiltrængte retfærdighed for alle, skriver præsidenten om Halligan.
Halligan arbejder i øjeblikket som særlig juridisk rådgiver i Trump-administrationen. Hun har desuden en fortid som deltager i skønhedskonkurrencen Miss Colorado, skriver The Guardian.
Meldingen fra præsidenten kommer, efter at den føderale anklager i distriktet Erik S. Siebert fredag meddelte, at han var trådt tilbage fra embedet.
Det gjorde Siebert, kort tid efter at Trump offentligt havde sagt, at han ville fjerne ham fra embedet. Siebert afventede en endelig godkendelse i Senatet for at blive permanent udnævnt som føderal anklager.
Siebert har stået i spidsen for undersøgelser af sager mod den tidligere direktør for forbundspolitiet, FBI, James B. Comey og statsadvokat i New York Letitia James.
Godkendelsen i Senatet krævede en nominering fra Trump - og denne havde Siebert indtil fredag, hvor Trump trak sin nominering af ham tilbage.
Trumps annullering af nomineringen skyldtes - ifølge Trump - at Sieberts indsættelse blev støttet af de to demokratiske senatorer Mark Warner og Tim Kaine, hvilket ifølge Trump kun kunne være et dårligt tegn.
- Vi har ikke brug for endnu en demokratisk støttet "republikaner", skriver Trump i opslaget natten til søndag.
Ifølge The New York Times' oplysninger meddelte Siebert for nylig USA's justitsministerium, at der ikke var fundet tilstrækkelige beviser til at rejse tiltale mod Letitia James.
Letitia James var under mistanke for at have afgivet urigtige oplysninger, da hun skulle optage lån i forbindelse med køb af ejendomme.
Desuden tvivlede Siebert på grundlaget for en retssag mod James B. Comey, som blev efterforsket for at have afgivet falsk vidnesbyrd under ed.
Ifølge The New York Times har Erik S. Siebert været under pres for at forfølge sagerne mod Letita James og James B. Comey.
Begge er en torn i øjet på Trump.
Letitia James stod som statsadvokat i New York i spidsen for en civil retssag mod Trump og selskabet Trump Organization om manipulation af værdien af Trumps ejendomsportefølje.
/ritzau/