Britisk anerkendelse af Palæstina skal holde tostatsløsning i live

21. SEP 2025 • 11:08UDLAND

Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, ventes senere søndag at anerkende Palæstina som stat.

Storbritannien ventes søndag formelt at anerkende Palæstina som stat.

Men med anerkendelsen følger ikke en ny stat fra den ene dag til den anden.

Det understreger den britiske justitsminister og vicepremierminister, David Lammy, over for mediet Sky News.

- Ethvert skridt hen imod en anerkendelse skyldes, at vi ønsker at holde muligheden for en tostatsløsning i live, siger han.

Ifølge avisen Financial Times ventes premierminister Keir Starmer at annoncere Storbritanniens beslutningen om anerkendelsen af Palæstina i en videotale på et ukendt tidspunkt senere søndag.

Herefter vil anerkendelsen formelt ske ved FN's Generalforsamling i New York, som finder sted i næste uge og begynder tirsdag.

Starmer sagde i juli, at den britiske regering ville anerkende Palæstina som stat, hvis ikke den israelske regering, som er imod en palæstinensisk stat, inden for nær fremtid levede op til en række betingelser.

Israel skulle indgå en våbenhvileaftale med den militante bevægelse Hamas og tillade, at mere nødhjælp kom ind til Gaza, skriver Reuters.

Desuden skulle Israel bekræfte, at landet på intet tidspunkt annekterer Vestbredden, og forpligte sig til en fredsproces, der munder ud i en tostatsløsning med oprettelsen af en palæstinensisk stat.

- Siden annonceringen i juli og faktisk med angrebet på Qatar er en våbenhvile på dette tidspunkt revet i stykker, og udsigterne er dystre, lyder det fra David Lammy til Sky News.

Israel angreb Qatar 9. september. Angrebet var ifølge Israel rettet mod Hamas' ledelse, som befandt sig i oliestaten.

Fem medlemmer af Hamas blev dræbt, men de ledende medlemmer af bevægelsen slap fra angrebet med livet i behold.

Qatar har fungeret som vært for og været mægler i forhandlingerne mellem Israel og Hamas om en våbenhvile i Gaza.

Med en tostatsløsning skal en palæstinensisk stat eksistere uafhængigt af Israel med sin egen regering.

Den palæstinensiske stat forventes at skulle bestå af Vestbredden og Gaza, som hidtil er blevet administreret af to forskellige organisationer - henholdsvis Fatah, som leder Det Palæstinensiske Selvtyre, og Hamas.

En lang række lande - herunder Danmark - støtter tostatsløsningen. Også lande som endnu ikke har anerkendt Palæstina som en selvstændig stat.

Tidligere på året har blandt andet Frankrig, Spanien, Irland og Norge meddelt, at de vil anerkende Palæstina som stat.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT