Zelenskyj melder om tre dræbte efter russisk angreb med 580 droner
Foruden 580 droner sendte Rusland 40 missiler mod Ukraine i løbet af natten, oplyser den ukrainske præsident.
Rusland har natten til lørdag angrebet store dele af Ukraine med 40 missiler og omkring 580 droner.Mindst tre personer har mistet livet, og mange flere er sårede.
Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på det sociale medie X.
- Hele natten har Ukraine været under et massivt russisk angreb, skriver den ukrainske præsident.
Missilerne - både krydsermissiler og ballistiske missiler - og dronerne slog ned mange forskellige steder i Ukraine.
Målt på antallet af droner og missiler er der tale om et af de hidtil største russiske angreb på Ukraine siden krigens begyndelse i februar 2022.
Angrebene var både rettet mod byen Dnipro og den omgivende region af samme navn samt regionerne Mykolajiv, Tjernihiv, Zaporizjzja, Kyiv, Poltava, Odesa, Sumy og Kharkiv.
I Dnipro ramte en klyngebombe et lejlighedskompleks, fortæller Zelenskyj.
- Fjenden gik efter vores infrastruktur, beboelsesområder og civile virksomheder.
- Jeg takker alle vores helte, som forsvarede luftrummet gennem natten, og vores F-16-piloter, som endnu en gang beviste deres tapperhed, lyder det fra den ukrainske præsident.
Han skriver, at ethvert angreb som dét, der har ramt Ukraine lørdag, "er ikke en militær nødvendighed, men en bevidst strategi fra Ruslands side for at terrorisere civile og ødelægge vores infrastruktur".
Der har været flere omfattende russiske angreb på Ukraine de seneste måneder.
7. september blev landet angrebet med cirka 800 droner og 13 missiler, hvilket af de ukrainske myndigheder på daværende tidspunkt blev omtalt som det hidtil største russiske angreb på Ukraine under krigen.
Her var det blandt andet regeringens hovedkvarter i Kyiv, der blev angrebet.
Tre personer mistede livet forskellige steder i Ukraine.
/ritzau/