Trump overvejer fuldstændig at udslette områder i Iran

7. MAR 2026 • 13:26UDLAND

Trump overvejer at angribe nye områder og grupper af mennesker i Iran, skriver han i opslag på Truth Social.

USA vil lørdag ramme Iran "meget hårdt".

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, i et opslag på sit sociale medie Truth Social.

- På grund af Irans dårlige opførsel overvejes det seriøst fuldstændig at udslette områder og dræbe grupper af mennesker, som indtil nu ikke har været overvejet som mål, skriver Trump.

I opslaget anklager præsidenten desuden Iran for at ville "overtage og regere Mellemøsten" og nævner, at landet lørdag har lovet ikke længere at angribe sine nabolande.

Præsidenten nævner USA og Israels fortsatte angreb mod landet som værende årsagen til dette.

- Iran er ikke længere Mellemøstens bølle. De er i stedet taberen i Mellemøsten, og det vil de være i mange årtier, indtil de overgiver sig eller mere sandsynligt kollapser fuldstændigt. I dag vil Iran blive ramt meget hårdt, skriver Trump.

Irans præsident, Masoud Pezeshkian, lovede lørdag i en tale transmitteret af stats-tv, at Iran vil stoppe med at angribe sine nabolande, medmindre et angreb kommer fra disse lande.

Udtalelsen fra præsidenten kommer, mens der lørdag stadig er meldinger om eksplosioner i flere af Irans nabolande.

Myndigheder i både Dubai og Qatar bekræfter lørdag, at de har afværget angreb, mens Jordan samme dag beskylder Iran for direkte at angribe "vigtige anlæg" i landet.

I tv-talen understregede Pezeshkian desuden, at Iran aldrig vil overgive sig til Israel og USA, som forrige lørdag indledte et angreb mod Iran.

Siden er en lang række lande i Mellemøsten blevet ramt af iranske gengældelsesangreb. Ifølge Iran har målet for angrebene været amerikanske interesser i landene.

Militser, der er allieret med Iran, har også udført angreb.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT