En libanesisk soldat og hans bror meldes dræbt i israelsk angreb

29. APR 2026 • 13:27UDLAND

Brødre kørte på motorcykel i det sydlige Libanon, da de ifølge landets militær blev ramt i israelsk angreb.

En libanesisk soldat og hans bror er onsdag blevet dræbt i et israelsk angreb på byen Bint Jbeil i det sydlige Libanon.

Det meddeler Libanons hær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Brødrene kom kørende på en motorcykel, da de blev ramt i angrebet.

De var på vej fra en militærpost, hvor soldaten var stationeret, til hans hjem.

Bint Jbeil er en shiamuslimsk by, der ligger nær grænsen til Israel.

Angrebet har fundet sted, selv om Libanon og Israel har indgået en aftale om en våbenhvile, som gælder indtil midten af maj.

Tirsdag kostede israelske angreb også liv i Libanon, hvor i alt otte personer blev dræbt ifølge det libanesiske sundhedsvæsen.

Mindst tre af de dræbte var hjælpearbejdere, som var i gang med at hjælpe sårede fra et tidligere angreb. Hjælpearbejderne blev fanget under murbrokker under et israelsk angreb i byen Majdal Zoun.

Der har været kampe mellem israelsk militær og militsen Hizbollah i Libanon siden begyndelsen af marts.

Konflikten blussede op, efter at Hizbollah sendte missiler og droner ind over Israel som gengældelse for Israel og USA's angreb på Iran 28. februar.

Efterfølgende begyndte Israel at angribe Libanon fra luften og sendte landstyrker ind i landet, der ligger nord for Israel.

Hizbollah er en shiamuslimsk milits, der er allieret med styret i Iran og har base i Libanon.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT