Trump om Moskva-møde: Putin ønsker afslutning på krigen
Donald Trump tør ikke sige, hvad der kommer ud af møde. Han siger dog, at Putin ønsker afslutning på krigen.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har givet indtryk af, at han gerne vil have afsluttet krigen i Ukraine.Det siger USA's præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet AFP oven på tirsdagens møde i Moskva mellem Putin og de amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner.
På mødet i Kreml diskuterede parterne et amerikansk udkast til en plan for at afslutte den næsten fire år lange krig.
- Deres indtryk er, at han gerne ser, at krigen får en afslutning, siger Donald Trump ifølge AFP.
Det er dog endnu for tidligt for USA's præsident at vurdere, hvad mødet i Moskva kan munde ud i.
- Det var et forholdsvist godt møde, siger Trump ifølge Reuters.
- Hvad der kommer ud af mødet, kan jeg ikke sige.
Vladimir Putins udenrigspolitiske rådgiver, Jurij Usjakov, udtalte i forlængelse af mødet, at der fortsat er knaster, der skal løses.
- Indtil videre er vi ikke nået frem til et kompromis, men nogle amerikanske løsninger kan godt diskuteres, sagde Usjakov ifølge AFP, da en journalist spurgte ind til de besatte områder i Ukraine.
- Nogle foreslåede formuleringer passer os ikke, og arbejdet vil fortsætte, lød det videre.
Parterne nåede ifølge Usjakov ikke frem til et kompromis om et af de vanskeligste problemer: territorium.
Putins udenrigspolitiske rådgiver fortalte, at Ruslands præsident var kritisk og negativ over for en række forslag.
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, vurderede tirsdag, at der sker "fremskridt". Det skete i et interview med Fox News.
- Vi forsøger at finde ud af, om det er muligt at afslutte krigen på en måde, der beskytter Ukraines fremtid, og som begge parter kan acceptere.
- Jeg synes, at vi gør nogle fremskridt, sagde Marco Rubio.
Udenrigsministeren fortalte samtidigt, at det i høj grad er op til Putin, hvad der kommer til at ske.
- Det er kun Putin, der kan afslutte krigen fra russisk side, sagde Rubio.
/ritzau/
