KØB ABONNEMENT

Trump: Gevinst ved Grønland-aftale overgår krigsudgift i Iran

UDLAND • 3. NOV 2026 • 06:52

Donald Trump betegner USA's udgifter til krigen i Iran som "peanuts" i forhold til værdien af Grønland-aftale.

USA's præsident, Donald Trump, siger, at han har sikret USA langt større indtægter på aftaler, der vedrører Venezuela og Grønland, end USA har brugt på at føre krig i Iran.

Det sker natten til tirsdag dansk tid i et telefoninterview med mediet Fox News forud for midtvejsvalget.

- Jeg hørte et meget dumt medlem af Kongressen sige - jeg tror, at det var på Fox & Friends (program på Fox News, red.) - at jeg har brugt 30 milliarder dollar på krigen med Iran. Det er jo peanuts.

- Vi har lavet mange gange det beløb, hvis man bare tager Venezuela og købet af (Grønland, red.). Vi købte det ikke, for vi betalte ikke noget, men ser man på Grønland, så er det fem billioner dollar værd, siger Donald Trump.

Fem billioner - eller 5000 milliarder dollar - svarer til 33.300 milliarder kroner.

Trump uddyber ikke, hvorfor aftalen, der blev indgået 22. september mellem Danmark, Grønland og USA, skulle være penge værd for USA.

Sikkerheds- og forsvarsaftalen giver blandt andet USA ret til at bygge nye militærbaser på Grønland.

USA har fået adgang til Venezuelas enorme oliereserver, efter at amerikansk militær i begyndelsen af 2026 tog Venezuelas daværende præsident, Nicolas Maduro, til fange. Maduro afventer i øjeblikket en retssag i USA.

Præsidenten henviser endnu en gang i interviewet med Fox News til Grønland-aftalen.

- Alle sagde, at jeg aldrig ville få Grønland. Vi fik det. Vi underskrev med Danmark. EU var gode. De ville alle gøre mig glade. Det er billioner af dollar værd, siger Trump.

Forud for midtvejsvalget har høje leveomkostninger været et stort tema i valgkampen.

Trump fortæller til Fox News, at han i løbet af sin nuværende præsidentperiode har fået sænket medicinpriserne og gennem sin toldpolitik fået udenlandske virksomheder til at investere i USA.

Ifølge Trump er der aldrig blevet bygget så mange fabrikker og industrianlæg i USA, som der bygges i øjeblikket.

Til sidst i interviewet opfordrer Trump amerikanerne til at forestille sig, at han er på stemmesedlen ved tirsdagens midtvejsvalg, hvor amerikanerne skal vælge medlemmer til Senatet og Repræsentanternes Hus.

Trumps republikanske parti kan ifølge målinger få svært ved at bevare flertallet over for Demokraterne i Kongressens to kamre.

- Hvis jeg er på stemmesedlen, får vi 50 procent flere stemmer, end når jeg ikke er på. Så alle skal forestille sig, at jeg er på stemmesedlen, siger Donald Trump.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT