KØB ABONNEMENT

Ukraine melder om 25 sårede efter angreb i Kharkiv

UDLAND • 3. NOV 2026 • 07:58

Ukraines militær advarer om, at missiler er på vej mod flere byer. Russisk olieraffinaderi meldes i brand.

Flere steder i Ukraine er natten til tirsdag blevet ramt af nye russiske luftangreb.

Det melder ukrainske myndigheder i flere byer og regioner.

I storbyen Kharkiv i det nordøstlige Ukraine er 25 personer såret efter angreb på det, der betegnes som en medicinsk facilitet. Det melder Kharkiv-regionens guvernør, Oleh Synjehubov.

Guvernøren tilføjer, at omkring 200 patienter er evakueret. Bygninger, vinduer og biler er blevet ødelagt, lyder det videre.

Ukraines militær advarede tidligt tirsdag om, at ballistiske missiler er på vej mod Kharkiv og andre dele af landet - blandt andet hovedstaden Kyiv og byerne Dnipro og Sumy.

Oleksandr Ganzja, der er guvernør i Dnipropetrovsk-regionen, melder, at kritisk infrastruktur er ramt i byerne Dnipro og Kryvyj Rih.

I Zjytomyr-regionen melder den lokale guvernør, at et russisk angreb på energiinfrastruktur tirsdag betyder, at strømmen er gået hos omkring 180.000. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Det fremgår ikke umiddelbart, om der er tale om 180.000 husstande eller personer.

Det ukrainske energiselskab DTEK melder desuden om angreb på energianlæg i Odesa-regionen i det sydlige Ukraine, skriver Reuters.

Meldingerne om angreb kommer, efter en ukrainsk landsby i Zaporizjzja-regionen mandag var udsat for et russisk angreb. Tirsdag har myndighederne i Zaporizjzja opjusteret dødstallet til 29 personer.

Ruslands forsvarsministerium melder, at det har gennemført angreb mod energianlæg i Ukraine og havneinfrastruktur i Odesa-regionen.

Fra russisk side er der også meldinger om et ukrainsk droneangreb på et russisk olieraffinaderi i byen Jaroslavl. Det beretter den lokale guvernør, Mikhail Jevrajev, ifølge Reuters.

To ansatte er ifølge guvernøren såret, og beredskab arbejder på at slukke en brand som følge af angrebet.

Ruslands forsvarsministerium melder, at det i løbet af natten har nedskudt 856 fjendtlige droner.

Ifølge Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, er næsten 500 droner blevet skudt ned på vej mod den russiske hovedstadsregion.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT