Kallas ser aftale om Ukraine-lån som et gennembrud for Europa
Ruslands økonomi kommer under pres, mens Ukraine får tiltrængt økonomisk støtte, siger Kallas.
EU har fået et gennembrud med beslutningerne om EU-lånet til Ukraine og den 20. sanktionspakke mod Rusland.Det siger EU's udenrigschef, Kaja Kallas.
- I dag har vi endelig brudt dødvandet. Ud over lånet på 90 milliarder euro til Ukraine har vi også vedtaget den 20. sanktionspakke.
- EU vil give Ukraine det, landet har brug for til at holde stand, samtidig med at vi lægger hindringer i vejen for dem, der muliggør Ruslands ulovlige aggression, siger Kaja Kallas.
De to beslutninger har i månedsvis været blokeret af Ungarn. Og for den 20. sanktionspakkes vedkommende også af Slovakiet.
Dermed har Ukraine måtte vente på de 90 milliarder euro, som landet blev lovet på EU-topmødet i december.
Samtidig har EU-landene ikke kunne stå sammen om at lægge pres på Rusland via nye sanktioner. Men det ændrer sig med torsdagens aftaler, mener Kaja Kallas.
- Ruslands krigsøkonomi er under stigende pres, mens Ukraine får et kraftigt løft.
- Vi må holde dette pres oppe, indtil Putin indser, at hans krig ikke fører nogen steder hen, siger Kaja Kallas.
De to beslutninger faldt på plads torsdag, efter der igen flød russisk olie via Druzhba-rørledningen til Ungarn og Slovakiet.
Det var kravet fra Ungarns afgående premierminister, Viktor Orbán, for at sige ja.
Dermed er det op til fortolkning om EU eller Ungarn vandt armlægningen.
I Bruxelles giver det nylige valgnederlag til Viktor Orbán dog håb om en ny kurs fra Ungarns side med færre veto'er mod hjælp til Ukraine og sanktionerne mod Rusland.
Ukraines præsident Zelenskyj kalder det for en "vigtig dag for vores forsvar og for vores relationer EU".
- Denne pakke vil styrke vores hær, gøre Ukraine mere modstandsdygtig og gøre det muligt for os at opfylde vores sociale forpligtelser over for ukrainere, som fastsat i lovgivningen.
- Det betyder noget, at Ukraine får denne grad af økonomisk sikkerhed efter mere end fire år med fuldskala krig, skriver Zelenskyj på X.
Det har tidligere været fremme, at Ukraine risikerer at løbe tør for penge i maj. Derfor satser Zelenskyj på hurtig udbetaling af de 90 milliarder euro, der efter planen skal holde Ukraine kørende i de næste to år:
- Vi arbejder på at sikre, at den første delbetaling fra denne støttepakke bliver tilgængelig allerede i maj-juni.
- Midlerne fra den europæiske pakke vil blive rettet, blandt andet, mod våbenproduktion, indkøb af nødvendige våben fra partnere, som vi endnu ikke producerer i Ukraine, og forberedelsen af vores energisektor og kritiske infrastruktur til næste vinter, skriver Zelenskyj.
/ritzau/
