Medie: Mojtaba Khamenei er alvorligt såret men klar i hovedet
Irans nye øverste leder har svært ved at tale på grund af forbrændinger, skriver New York Times.
Irans øverste leder, ayatollah Mojtaba Khamenei, blev alvorligt såret i amerikansk-israelske angreb, men er klar i hovedet.Det skriver New York Times på baggrund af udtalelser fra fire iranske embedsmænd med informationer om hans helbred.
Mojtaba Khamenei har ikke vist sig offentligt, siden han tog over efter sin far, som blev dræbt i amerikansk-israelske angreb. Det har ført til spekulationer om hans helbred og tilstand.
Han er ifølge New York Times blevet opereret tre gange i benet og afventer en protese.
Derudover er han blevet opereret en gang i hånden, som langsomt er ved at genvinde funktionen, og han er alvorligt forbrændt på ansigt og læber.
Det gør det svært for ham at tale, og han vil ifølge embedsmændene med tiden få brug for plastikkirurgi.
Han har hverken udsendt video- eller lydbeskeder, da han ikke ønsker at fremstå svækket eller sårbar i sin første tale som ny leder.
New York Times-artiklen, der som helhed baserer sig på 23 interview, beskriver også magtstrukturen omkring Mojtaba Khamenei.
Kun ganske få mennesker må se den nye øverste leder, og han har i vidt omfang "i det mindste for nu" delegeret beslutningstagningen til en gruppe generaler, skriver avisen.
Håndskrevne beskeder gives videre til ham via et system af kurerer, der kører ad motorveje og mindre veje, indtil de når hans gemmested.
Ledende embedsmænd eller generaler fra Revolutionsgarden besøger ham ikke af frygt for, at Israel finder frem til ham og dræber ham.
Præsident Masoud Pezeshkian, som også er hjertekirurg, skulle dog være involveret i behandlingen af ham. Også landets sundhedsminister har angiveligt hjulpet til.
Mojtaba Khamenei blev udnævnt til posten som øverste leder den 8. marts. Han efterfulgte sin far, ayatollah Ali Khamenei, som blev dræbt i et angreb den 28. februar.
/ritzau/
