Trump-administration præsenterer Golden Dome-plan med fire lag

13. AUG 2025 • 01:42UDLAND

Trumps "Golden Dome"-system skal have fire lag, heriblandt et rumbaseret, viser slides fra præsentation.

USA's præsident Donald Trumps "Golden Dome"-plan om et amerikansk missilforsvar skal have fire lag - ét satellitbaseret og tre på land - med 11 kortdistancebatterier placeret over hele det kontinentale USA, Alaska og Hawaii.

Det viser en præsentation fra den amerikanske regering om projektet.

Slides med mærkatet "Go Fast, Think Big!", hvilket på dansk kan oversættes til "gå hurtigt, tænk stort", blev præsenteret for 3000 entreprenører i delstaten Alabama i sidste uge.

Trump har sagt, at han ønsker et storstilet forsvarssystem, der kan forsvare USA mod en bred vifte af våben - blandt andet ballistiske missiler, krydsermissiler og droner.

Han vil have det til at stå klar om cirka tre år, og de samlede omkostninger ventes at løbe op i 175 milliarder dollar svarende til godt 1120 milliarder kroner.

Men de slides, der blev præsenteret, viser, at der stadig er usikkerhed om projektets grundlæggende struktur og arkitektur.

Antallet af affyringsramper, luftværnsraketter, stationer på jorden og missilpladser, der er nødvendige for systemet, er nemlig endnu ikke fastlagt.

Forslaget skal også først godkendes i Kongressen.

"Golden Dome" er beregnet som et missilforsvar i flere lag og er inspireret af Israels luftforsvar, som landet kalder "Iron Dome". USA's vil dog være betydeligt større grundet landets størrelse.

Ifølge præsentationen fra regeringen vil systemet bestå af fire lag. Et af lagene vil være et rumbaseret lag, der registrerer og udpeger mål for missilvarsling og -sporing.

De tre andre landbaserede lag består af missilforsvarere, radarsystemer og muligvis lasere.

Blandt leverandørerne af komponenterne til systemet er forsvarsselskabet Lockheed Martin, som blandt andet producerer F35-fly til Danmark.

I præsentationen blev rigmanden Elon Musks rumfartsvirksomhed SpaceX ikke nævnt. Tidligere på året, hvor han støttede Trump, var han en af favoritterne til at bygge nøglekomponenterne til "Golden Dome".

Musk var engang én af Trumps nærmeste rådgivere, men forholdet mellem dem brast, da Musk gik offentligt ud og kritiserede en budgetlovpakke, som Trump har kaldt "Big, Beautiful Bill".

Indtil videre har Kongressen bevilget 25 milliarder dollars til "Golden Dome" som del af netop budgetpakken, der blev vedtaget i juli.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT