Rusland melder om erobring af endnu en landsby i Østukraine

27. AUG 2025 • 13:33UDLAND

Tirsdag kom det frem, at to landsbyer i Dnipropetrovsk var indtaget af Rusland. Nu gælder det en by i Donetsk.

Russiske styrker har onsdag taget kontrol med landsbyen Ozarianivka i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine.

Det meddeler Ruslands forsvarsministerium ifølge Reuters.

Reuters har ikke haft mulighed for at verificere oplysningen, som heller ikke er bekræftet af Ukraine.

Ozarianivka ligger 140 kilometer fra Ukraines østlige grænse mod Rusland.

Meldingen kommer, efter at tre andre regioner natten til onsdag blev ramt af russiske angreb. Der er tale om regionerne Poltava, Sumy og Tjernihiv.

Efterfølgende har 100.000 husstande været uden strøm. Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på det sociale medie X.

- Der er sårede, og al nødvendig assistance bliver ydet, skriver Zelenskyj.

Ifølge præsidenten blev Ukraine udsat for næsten 100 enkeltstående angreb.

Tirsdag viste data fra det ukrainske krigskort DeepState, at Rusland havde besat de to landsbyer Zaporizke og Novohryhorivka i regionen Dnipropetrovsk.

DeepState baserer sit kort blandt andet på oplysninger fra Ukraines forsvarsministerium og satellitbilleder, sociale medier, kilder tæt på frontlinjen - herunder soldater, journalister og civile - og lokale militæradministrationer.

Rusland har hele sommeren hævdet, at dets militær var gået ind i Dnipropetrovsk. Det blev tidligere afvist af Ukraine. Men tirsdag bekræftede det ukrainske militær, at det er sandt.

Dnipropetrovsk grænser ikke op til Rusland, men ligger i den centrale del af Østukraine. Derfor er russiske erobringer i Dnipropetrovsk opsigtsvækkende.

Regionen grænser op til blandt andet Donetsk og Kherson, som Rusland hævder at have annekteret, selv om Ukraine stadig har kontrol over dele af områderne.

De russiske fremrykninger finder sted efter en periode med møder mellem USA's præsident, Donald Trump, og henholdsvis Volodymyr Zelenskyj og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Møderne har haft fokus på krigen i Ukraine og mulighederne for en afslutning af den. USA har forsøgt at arrangere et møde mellem Zelenskyj og Putin, men det er indtil videre ikke lykkedes at få en aftale på plads.

Ukraine og Rusland har forskellige og modsatrettede krav til, hvad en fredsaftale skal indebære.

Blandt andet kræver Rusland, at Krim-halvøen og regionerne Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja anerkendes som russiske, mens Ukraine afviser at afgive land.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT