Tre mistænkte anholdt i sag om drab på rabbiner i Emiraterne
Rabbiner, der har været savnet siden torsdag, er fundet død. Ifølge Israel er der tale om antisemitisk terror.
De Forenede Arabiske Emirater har anholdt tre mistænkte i en sag om et formodet drab på en israelsk-moldovisk rabbiner i golfstaten.Det meddeler landets indenrigsministerium søndag aften.
Der er ikke yderligere oplysninger om de tre anholdte. Det fremgår heller ikke, om de er blevet sigtet i sagen.
Rabbineren, Zvi Kogan, havde været savnet siden torsdag.
Tidligere søndag meddelte Israel, at han var fundet død.
Den israelske premierministers kontor skrev, at rabbineren var offer for et drab, og at der er tale om en "afskyelig antisemitisk terrorhandling".
Den afdøde havde både israelsk og moldovisk statsborgerskab. Han boede i De Forenede Arabiske Emirater.
Det er endnu uklart, hvad der er sket med rabbineren.
Men i Israel mistænker politikere Iran for at være involveret. Israelske medier såsom Times of Israel skriver, at der er mistanke om, at Iran har rekrutteret usbekere til at dræbe rabbineren.
Det får søndag aften den iranske ambassade i De Forenede Arabiske Emirater til at udsende en meddelelse om, at Iran "kategorisk afviser beskyldningerne om Irans indblanding i drab på denne person".
Lørdag meddelte den israelske premierministers kontor i en erklæring, at De Forenede Arabiske Emirater havde indledt en efterforskning af, om Zvi Kogans forsvinden var relateret til "en terrorhændelse".
Det er ikke umiddelbart bekræftet fra Emiraternes side.
Zvi Kogan var ifølge Reuters en repræsentant for Chabad-bevægelsen i De Forenede Arabiske Emirater.
Chabad er en gruppe inden for ortodoks jødedom med afdelinger flere steder i verden.
I 2020 etablerede De Forenede Arabiske Emirater og Israel diplomatiske forbindelser ved at skrive under på Abraham-aftalerne. Det var USA, der havde været mægler mellem dem.
Abraham-aftalerne indebærende blandt andet handelsaftaler og direkte flyforbindelser mellem landene. Derudover blev Israel anerkendt af De Forenede Arabiske Emirater.
/ritzau/Reuters