Rumæniens præsidentvalg ventes at resultere i anden valgrunde
Rumænsk præsidentvalg søndag ventes at blive så tæt, at det bliver nødvendigt med en anden valgrunde.
Det ventes at blive et tæt resultat, når de rumænske vælgere søndag går til stemmeurnerne for at vælge en ny præsident.Premierminister Marcel Ciolacu fra det socialdemokratiske parti, PSD, er favorit til at vinde første runde. Men ingen af de 14 opstillede kandidater ventes at opnå et absolut flertal.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Dermed bliver det sandsynligvis nødvendigt med en anden valgrunde 8. december.
Ciolacu har ifølge mediet Euronews sagt, at han har "en klar plan for et mere udviklet Rumænien, der ikke lader nogen i stikken, en plan baseret på økonomisk vækst og investeringer samt en plan for et mere respekteret og indflydelsesrigt Rumænien i udlandet".
I en anden valgrunde ventes Ciolacu at kunne stå over for George Simion fra det højreorienterede parti AUR. Nogle meningsmålinger peger på Simion til en andenplads i første valgrunde.
Simion har åbent erklæret sin støtte til den kommende amerikanske præsident Donald Trump.
AUR's værdier er ifølge partiet selv "familie, nation, tro og frihed".
Simion har ifølge Euronews sagt, at han vil giver rumænerne en regering, der "skaber regler i stedet for at tage imod regler".
Ifølge The Guardian vil Simion - hvis han bliver valgt - indføre en mere kritisk tilgang til EU, hvilket vil være inspireret af Ungarn.
Andre målinger peger på en delt andenplads mellem kandidaten fra det liberalkonservative parti USR, Elena Lasconi, og Nicolae Ciuca fra det nuværende regeringsparti PNL.
Rumæniens præsident vælges til en femårig periode og styrer landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Præsidenten er desuden overhoved og øverstbefalende i den rumænske hær, ligesom vedkommende spiller en rolle i kontrollen af landets efterretningstjenester.
Landets nuværende præsident, Klaus Iohannis, har været præsident i ti år og kan ikke stille op igen.
Valgstederne åbner klokken 06 og lukker klokken 20. De første prognoser ventes sent søndag aften.
Rumænien har 19 millioner indbyggere. Landet grænser op til Bulgarien, Ukraine, Ungarn, Serbien og Moldova.
/ritzau/