Topdemokrat: Biden bør benåde amerikanere fra arbejderklassen

4. DEC 2024 • 01:03UDLAND

Hakeem Jeffries mener, at amerikanere fra arbejderklassen har mødt uretfærdige og aggressive retsforfølgelser.

Leder af Demokraternes gruppe i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries, opfordrer den amerikanske præsident, Joe Biden, til at benåde amerikanere fra arbejderklassen.

Det skriver Jeffries i en udtalelse sent tirsdag aften.

- I løbet af sine sidste uger i embedet bør præsident Biden udvise den store medfølelse, som han har udvist gennem hele sit liv - også over for sin søn - og fra sag til sag benåde amerikanere fra arbejderklassen, der sidder fængslet, skriver Jeffries.

Det gælder amerikanere "hvis liv er blevet ødelagt efter uretfærdige og aggressive retsforfølgelser i forbindelse med ikkevoldelige lovovertrædelser", lyder det.

Udmeldingen kommer, efter at Joe Biden har fået kritik for natten til mandag at have benådet sin søn Hunter Biden.

Den 54-årige Hunter Biden stod inden benådningen over for to straffesager, hvor strafudmålingen endnu ikke har fundet sted.

Præsidentsønnen kendte sig i september skyldig i en sag om brud på skattelovens, mens han få måneder forinden blev fundet skyldig i en sag om brud på våbenloven.

Joe Biden havde inden benådningen flere gange insisteret på, at han ikke ville benåde sin søn.

Benådningen er "fuld og ubetinget" og er dermed ikke alene målrettet de omtalte straffesager.

Den vil også beskytte Hunter Biden mod retsforfølgelse for lovovertræder, som "han har begået eller kan have begået eller taget del i" i løbet af perioden fra 1. januar 2014 til 1. december 2024.

Joe Bidens forlader Det Hvide Hus den 20. januar, hvor den nyvalgte præsident, Donald Trump, i ed som præsident.

I USA er der tradition for, at præsidenten benåder og forkorter straffe for borgere, kort tid inden vedkommende giver nøglerne til Det Hvide Hus videre til den næste præsident.

Både Trump og en række af Bidens partifæller har kritiseret benådningen af Hunter Biden, som de har argumenteret for undergraver tilliden til det amerikanske retssystem.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT