Rigsretsforslag fremsat mod Sydkoreas pressede præsident

4. DEC 2024 • 17:33UDLAND

Som ventet har Sydkoreas opposition fremsat forslag om rigsretssag mod Sydkoreas præsident.

Et forslag om en rigsretssag mod Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, er formelt blevet fremsat i det sydkoreanske parlament.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters onsdag dansk tid.

Efter at forslaget er blevet fremsat, skal en afstemning afholdes inden for 24 til 72 timer.

Sagen kan føre til, at Yoon, der tirsdag aften lokal tid overraskende erklærede militær undtagelsestilstand og få timer senere trak beslutningen tilbage, må forlade sin post.

Allerede onsdag morgen dansk tid varslede oppositionspartierne, at de ville stille Yoon Suk-yeol for en rigsret.

I forslaget står der ifølge nyhedsbureauet AFP, at Yoon "på alvorlig og omfattende vis brød forfatningen og loven".

Præsidenten beskyldes for at have indført militær undtagelsestilstand med "det forfatningsstridige og ulovlige formål at undgå nært forestående undersøgelser af ulovlige handlinger, som involverer ham selv og hans familie".

Yoons fremtid som præsident er nu særdeles usikker.

Oppositionen har et stort flertal i parlamentet, hvor der sidder 300 medlemmer. Den har kun brug for, at en håndfuld politikere fra præsidentens parti går imod ham for at få det nødvendige flertal på to tredjedele for at få forslaget vedtaget.

Dermed risikerer det kaotiske forløb at få store konsekvenser for præsidenten.

Det var i en tv-tale til nationen tirsdag aften lokal tid, at præsident Yoon Suk-yeol erklærede militær undtagelsestilstand. Han beskyldte oppositionen for at sympatisere med Nordkorea og varslede, at han vil "tilintetgøre foragtelige pro-nordkoreanske anti-statslige styrker".

I løbet af natten blokerede parlamentet for undtagelsestilstanden via en afstemning, hvor alle 190 tilstedeværende stemte for.

Uden for parlamentet samledes hundredvis af demonstranter, og der blev meldt om sammenstød mellem demonstranter og politi.

Efter nogle timer gik præsidenten med til at ophæve undtagelsestilstanden.

Præsidenten stod allerede inden choktiltaget i en svær indenrigspolitisk situation med dårlige popularitetsmålinger, problemer med at få næste års finanslov igennem i parlamentet og en sag om gaver til hans hustru, Kim Keon Hee.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT