Britisk streamingtjeneste sikrer sig VM for klubhold
VM for klubhold i 2025 vil blive vist på streamingtjenesten Dazn, oplyser Fifa inden lodtrækningen torsdag.
Streamingtjenesten Dazn sikrer sig rettighederne til at vise klub-VM i sommeren 2025.Det oplyser Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i en pressemeddelelse.
Fodboldforbundet oplyser, at aftalen indebærer, at alle 63 kampe ved klub-VM vil være frit tilgængelige på Dazns streamingtjeneste.
Derudover er der mulighed for at videredistribuere rettighederne lokalt.
- Fra start har ønsket fra Fifa været at have de bedste 32 klubber i verden til at konkurrere i en turnering for at krone den officielle verdensmester for klubhold, siger Fifa-præsident Gianni Infantino.
- Som en del af det var det nødvendigt for Fifa at sikre, at så mange fodboldfans over hele verden kunne følge med i turneringen, og denne aftale med Dazn garanterer, at med hensyn til visning vil det nye Fifa klub-VM være den mest tilgængelige klubfodboldturnering nogensinde.
Dazn har gennem de senere år sikret sig flere fodboldrettigheder i en række europæiske lande. Den britiske streamingtjeneste har blandt andet Champions League-rettighederne i Belgien, Tyskland og Portugal.
Offentliggørelsen af rettighedshaveren til klub-VM næste år har ladet vente på sig.
Normalt sælges tv-rettigheder til store turneringer et par år forud. Ofte er det sket efter en budproces blandt mediemastodonter.
Det har ikke været tilfældet til dette klub-VM. Der har derimod været en del uvished forbundet med turneringen, da en hidtil manglende rettighedshaver har betydet, at der også har været en sparsom interesse fra mulige sponsorer.
Forbundet har indtil nu præsenteret to sponsorater til klub-VM i form af det kinesiske elektronikselskab Hisense og bryggerikoncernen AB InBev.
Det har efterladt en økonomisk uvished for de deltagende klubber og Fifa.
Samtidig har flere storklubber og spillere ytret markant kritik af den månedlange turnering, som finder sted i den normale sommerpause.
Tre nationale spillerforeninger har i forvejen lagt sag an mod Fifa for at drive rovdrift på spillerne med forøgelsen af kampantallet generelt.
I oktober opfordrede Javier Tebas, der er præsident for den spanske La Liga, direkte til, at Infantino og Fifa burde aflyse turneringen.
Klub-VM spilles i USA i sommeren 2025 fra 15. juni til 13. juli, og der trækkes torsdag lod til turneringen. 12 europæiske klubber er med i lodtrækningsbowlen, heriblandt Real Madrid, Manchester City og Bayern München.
Det nye klub-VM skal kun afvikles hvert fjerde år.
/ritzau/