KØB ABONNEMENT

To personer tiltalt for at sælge falsk Novo-lægemiddel i USA

UDLAND • 30. SEP 2026 • 02:54

To personer er tiltalt i sag om indsmugling og salg af falsk Ozempic fra Kina til amerikanske distributører.

To indiske statsborgere er tirsdag blevet tiltalt af en storjury i USA for at have indsmuglet og solgt falske udgaver af det danske medicinalselskab Novos vægttabsmiddel Ozempic.

Det oplyser USA's justitsministerium på sin hjemmeside.

En storjury er en gruppe af civile borgere, der har til opgave at undersøge, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.

Ifølge anklageskriftet solgte de to tiltalte falsk Ozempic til distributører i USA til kraftigt nedsatte priser.

Salget af det receptpligtige lægemiddel stod som minimum på i en periode fra juli 2023 til april 2024.

Svindlen fortsatte, selv om den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, i december 2023 beslaglagde en del af den falske Ozempic og udsendte en offentlig advarsel.

De to tiltalte anskaffede produkter fra uautoriserede kilder i Kina.

Sammen med andre medtiltalte, der ikke er nævnt med navn, udarbejdede de falsk emballage og falske indlægssedler og mærkater til injektionspenne og nåle.

Det skulle ifølge anklageskriftet narre kunder til at tro, at de købte ægte Ozempic fra Novo.

De to indiske statsborgere er formelt tiltalt for at indgå i et samarbejde om indsmugling og bedrageri mod USA.

Derudover er de tiltalt for tre tilfælde af indsmugling, to forhold om salg samt besiddelse af falsk medicin med henblik på salg.

Det fremgår ikke, hvordan de to tiltalte forholder sig til anklagerne.

Hvis de kendes skyldige, risikerer de op til 71 års fængsel.

Andrew Tysen Duva, der er chef for justitsministeriets afdeling for kriminalsager, siger, at falske lægemidler er en trussel mod amerikanernes helbred.

- De tiltalte har angiveligt udnyttet andre personers helbred for at berige sig selv.

- Vi vil fortsat forfølge enhver, der forsøger at bedrage amerikanske forbrugere med falske lægemidler, siger Andrew Tysen Duva på justitsministeriets hjemmeside.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT