Hamas-kommandant er blandt flere dræbte i angreb i Gaza
Ifølge Hamas' militære gren var en dræbt Hamas-mand med i operationsrummet under angrebet på Israel i 2023.
En Hamas-kommandant er blandt seks dræbte i israelske angreb i Gazastriben tirsdag, meddeler civilforsvaret i det palæstinensiske område.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Israels militær bekræfter, at den pågældende Hamas-kommandant er dræbt.
Han blev "udryddet i et præcist luftangreb", lyder det fra militæret.
Ifølge Hamas var han "medlem af Det Generelle Militærråd for al-Qassam-brigaderne (Hamas' militære gren, red.) og chef for den nordlige brigade".
Han var en af de ledende personer i operationsrummet under Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023, som udløste Gaza-krigen, oplyser brigaderne.
Den dræbte mand, Izz al-Din al Beik, døde sammen med en anden mand i et angreb vest for Gaza By, oplyser det palæstinensiske civilforsvar.
Ud over de to dræbte vest for Gaza By er tre mennesker dræbt og flere såret i to israelske droneangreb i Jabalia-området i den nordlige del af Gazastriben.
Én person er dræbt af israelske skud i Deir al-Balah i den centrale del af området.
Israels militær meddeler, at det stadig er i færd med at undersøge de mål, der er blevet ramt i tirsdagens angreb i Gazastriben.
Civilforsvaret i Gazastriben er en myndighed under Hamas. I løbet af den tre år lange krig mellem Israel og de militante palæstinensere har det fungeret som en redningstjeneste.
Gaza-krigen blev udløst af Hamas' angreb på Israel i 2023, som kostede omkring 1200 mennesker livet.
Den omfattende israelske offensiv, der kom som svar på angrebet, har lagt det meste af Gaza i ruiner og dræbt mere end 74.000 mennesker.
Det viser tal fra Gazas sundhedsministerium, som er underlagt Hamas' myndighed, og hvis tal anses for pålidelige af FN.
Israelske styrker har ifølge Gazas sundhedsministerium dræbt mere end 1400 mennesker, siden en våbenhvile trådte i kraft i oktober sidste år.
Det israelske militær har registreret fem dræbte blandt sine egne styrker i samme periode samt en civilt ansats død.
RITZAU/AFP
