KØB ABONNEMENT

Dan Jørgensen advarer om hård vinter på energiområdet i EU

UDLAND • 29. SEP 2026 • 20:19

Omstilling til vedvarende energi skal ske så hurtigt som muligt, lyder det fra EU's energikommissær.

En hård vinter venter forude på energiområdet i EU, og det understreger behovet for, at EU's omstilling til vedvarende energi sker så hurtigt som muligt.

Det siger EU's energikommissær, Dan Jørgensen, efter et møde med EU's energiministre i Dublin tirsdag eftermiddag.

- Der er ingen tvivl om, at vi i EU forbereder os på en meget hård vinter. Vi ved, at vi er nødt til at fastholde kursen i forhold til at slippe af med vores afhængighedsforhold, siger han med henvisning til EU's forbrug af fossile brændsler fra lande uden for EU.

- Så det betyder flere vedvarende energikilder så hurtigt som muligt. Det betyder elektrificering så hurtigt som muligt. Og det betyder, at energieffektivisering skal forbedres så hurtigt som muligt, lyder det videre på et kort pressemøde, som kan ses i en video på X.

Dan Jørgensen understreger, at EU's energiforsyning ikke umiddelbart er truet, men tilføjer:

- Vi forventer meget høje priser.

Energipriserne er i forvejen steget på grund af krigen i Mellemøsten, der blev udløst af USA's og Israels angreb på Iran i februar, og som har ført til et stop for en stor del af olie- og gaseksporten fra Mellemøsten.

Som et plaster på såret støtter Dan Jørgensen en opfordring fra blandt andet Frankrig om at udsætte indførelsen af et nyt krav til importører af olie og gas om at overvåge og indrapportere mængden af metanudledning.

Kravet skal medvirke til at nedbringe udledningen af drivhusgassen og skulle være trådt i kraft i 2027, skriver nyhedsbureauet AFP.

Kritikere har advaret om, at reguleringen kan få olie- og gaseksporterende lande til at fravælge EU. I så fald kan udbuddet af olie og gas blive væsentligt indskrænket for EU-landene, hvilket vil få priserne til at stige endnu mere.

Dan Jørgensen afviser, at EU tager et skridt tilbage i kampen mod klimaforandringer og siger, at håbet er, at en udsættelse vil hjælpe med at holde energimarkederne i ro.

- Vi holder fast i målene, vi holder fast i vores ambitioner, siger han ifølge AFP.

Hos brancheorganisationen Dansk Erhverv er vicedirektør Ulrich Bang enig med energikommissæren i, at der skal sættes fart på elektrificeringen og udfasningen af fossile brændsler i EU.

Organisationen, der taler danske virksomheders sag, har fokus på Danmarks og EU's konkurrenceevne, som ifølge Ulrich Bang blandt andet er udfordret af, at virksomheder i USA betaler langt mindre for energi.

- I dag betaler europæiske virksomheder op mod dobbelt så meget for strøm og fire gange så meget for gas som deres amerikanske konkurrenter, og EU er dybt afhængig af fossile brændsler fra lande uden for unionen.

- Det gør os sårbare over for geopolitiske kriser, prisudsving og forsyningsstop. Det er det, vi er oppe imod. Her er elektrificering en afgørende forudsætning for Danmarks og EU's konkurrenceevne og energiuafhængighed, siger Ulrich Bang i en skriftlig kommentar til Ritzau.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT