KØB ABONNEMENT

Matthew Perrys søster: Han brugte 46 millioner kroner på at blive rask

UDLAND • 29. SEP 2026 • 23:36

Matthew Perrys søster fortæller i ny Netflix-dokumentar om skuespillerens kamp mod misbrug.

Den 27. oktober - dagen før treårsdagen for Matthew Perrys død - udgiver streamingtjenesten Netflix en dokumentar om skuespilleren.

Her medvirker blandt andre hans søster, Mia Perry Bowick, der i en trailer offentliggjort tirsdag fortæller, at Matthew Perry brugte omkring syv millioner dollar - et beløb svarende til 46 millioner kroner - på at blive rask.

Matthew Perry døde af en overdosis ketamin i 2023 i en alder af 54 år.

Han blev fundet livløs i et boblebad i sit hjem i den amerikanske storby Los Angeles.

Matthew Perry havde i løbet af sit liv åbent fortalt om sine mentale udfordringer. I sin selvbiografi, "Friends, Lovers and the Big Terrible Thing", der udkom i 2022, beskrev han, at han gennem 30 år havde haft et misbrug af stoffer og alkohol.

Han havde tidligere fortalt, at han ikke huskede optagelserne af sæson tre til seks af tv-serien "Venner", fordi han var påvirket af alkohol og receptpligtig medicin.

Han spillede gennem ti sæsoner af "Venner", der blev sendt fra 1994 til 2004, den sarkastiske Chandler Bing over for Jennifer Aniston, David Schwimmer, Lisa Kudrow, Courteney Cox og Matt LeBlanc.

Ingen af de fem skuespillere medvirker i dokumentaren.

Rollen som Chandler Bing gjorde Matthew Perry verdenskendt - hans største ønske, fremgår det af et interview, som indgår i dokumentaren.

- Jeg sagde: "Gud, du kan gøre, hvad du vil med mig - bare du gør mig berømt". Gud glemte ikke den anden del, ses Matthew Perry blandt andet sige.

Da premieredatoen blev meldt ud, sendte hans søster en udtalelse.

- Det har taget tid for mig at føle mig klar til at dele disse minder og fortælle, hvordan det var at elske Matthew gennem alle livets kompleksiteter - at se ham som et helt menneske. Ikke bare som Chandler og ikke bare som en, der kæmpede med afhængighed, sagde Mia Perry Bowick ifølge mediet Deadline.

Fem personer er blevet dømt for medvirken til Matthew Perrys død.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med operationer.

Matthew Perry skulle have taget ketamin som behandling mod en depression.

Hans læge havde afvist at give ham de mængder, han gerne ville have. Skuespilleren skulle herefter have benyttet sig af alternative veje for at skaffe stoffet.

Han blev injiceret med ketamin på den dag, han døde.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT