Titusindvis demonstrerer mod betjents drab på kvinde i Minneapolis

11. JAN 2026 • 03:20UDLAND

Flere end 1000 demonstrationer er planlagt i weekenden på tværs af USA, efter en kvinde blev dræbt af ICE-agent.

Titusindvis af mennesker gik lørdag gennem gaderne i den amerikanske by Minneapolis i protest mod drabet på en 37-årig kvinde, som tidligere på ugen blev skudt af en betjent fra immigrationsmyndigheden ICE.

Protesterne i Minneapolis, som ligger i delstaten Minnesota, var en del af flere end 1000 demonstrationer, der er planlagt på landsplan i denne weekend mod de amerikanske immigrationsmyndigheder.

De mange tusinde mennesker trodsede den bidende kulde og strømmede ud på gaderne i Minneapolis for at råbe slagord som "Ud med ICE" og "Ingen retfærdighed, ingen fred - få ICE væk fra vores gader".

- Jeg er ekstremt vred, fuldstændig knust, og samtidig længes og håber jeg bare på, at tingene bliver bedre, siger den 30-årige demonstrant Ellison Montgomery.

- Ingen stopper Trump-administrationen fra nu at dræbe borgere og stjæle, kidnappe mennesker. Det er tid til at stoppe, siger en anden demonstrant, 30-årige Drew Lenzmeier, ifølge nyhedsbureauet AFP.

ICE møder stigende modstand på grund af myndighedens gennemførelse af præsident Donald Trumps indsats for masseudvisninger.

Drabet på kvinden, Renee Nicole Good, har genantændt debatten om Trump-administrationens politik.

Renee Nicole Good var frivillig i et lokalt netværk, som overvåger og dokumenterer ICE-operationer i Minneapolis.

Demokratiske og republikanske politikere har vidt forskellige udlægninger af, hvad der førte til de drabelige skud mod den amerikanske mor til tre.

Flere videoer er blevet optaget af hændelsen, men politikere tolker optagelserne forskelligt.

USA's minister for indenrigssikkerhed, Kristi Noem, har udtalt, at drabet på Renee Nicole Good skete i selvforsvar. Ifølge Noem og ministeriet blev der affyret skud mod kvinden, fordi hun forsøgte at påkøre betjente fra ICE.

Den forklaring har dog mødt modstand fra demokratiske politikere i delstaten Minnesota. Flere mener, at kvinden derimod forsøgte at dreje væk fra ICE-betjenten og ikke udgjorde en trussel mod hans liv.

- Jeg har set videoen. Jeg tror ikke på den propagandamaskine. Delstaten vil sørge for, at der er en omfattende, fair og hurtig efterforskning, skrev den amerikanske guvernør i delstaten og tidligere vicepræsidentkandidat, Tim Walz, på X efter hændelsen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT