Dommer blokerer for Trumps indefrysning af tilskud til børnefamilier

10. JAN 2026 • 02:30UDLAND

Dommer har sat en midlertidig stopper for, at tilskud til trængte familier i fem delstater kan indefryses.

En føderal dommer i USA har fredag vurderet, at præsident Donald Trumps administration ikke kan blokere for tilskud til støtteprogrammer til økonomisk trængte børnefamilier i fem delstater.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Det drejer sig om delstaterne Californien, Colorado, Illinois, Minnesota og New York, der alle ledes af demokratiske politikere.

Tirsdag meddelte de amerikanske sundhedsmyndigheder (HHS), at administrationen her ville indefryse tilskuddene.

Beslutningen blev begrundet med, at man var bekymret for, at der sker svindel, og at pengene er gået til personer, der opholder sig i USA ulovligt.

De har dog ikke fremlagt dokumentation for det.

Delstaterne har efterfølgende sagt, at indefrysningen af tilskud har øjeblikkelige konsekvenser for dem, og at det skaber det, de kalder et operationelt kaos.

Under et retsmøde fredag argumenterede de desuden for, at den amerikanske regering ifølge dem ikke har nogen lovlig grund til at tilbageholde pengene.

Dommer Arun Subramanian, som fredag er kommet med en afgørelse i sagen, har ikke taget stilling til, om indefrysningen er ulovlig, skriver AP.

I stedet har han afgjort, at de fem delstater opfylder de juridiske krav til midlertidigt at bevare status quo i mindst 14 dage, mens sagen behandles i retten.

Støtteprogrammerne i sagen er Child Care and Development Fund, som yder tilskud til børnepasning for lavindkomstfamilier.

Det gælder desuden Temporary Assistance for Needy Families-programmet, som giver økonomisk støtte og jobtræning, samt Social Services Block Grant, som er en fond, der støtter en række forskellige programmer.

De fem delstater modtager samlet mere end 10 milliarder dollar - 64,2 milliarder kroner - i støtte fra programmerne.

Regeringen har anmodet om store mængder data fra staterne, herunder navne og personnumre på alle, der har modtaget ydelser fra nogle af programmerne siden 2022, skriver AP.

Delstaterne siger dog, at den anmodning er forfatningsstridig, og at den har til formål at gå efter Trumps politiske modstandere frem for at bekæmpe svindel.

De siger også, at de allerede selv bekæmper svindel.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT