Ukrainer fremhæver frysende søster efter nederlag i australsk varme

11. JAN 2026 • 12:10SPORT

Aryna Sabalenka vandt finalen i Brisbane over Marta Kostyuk, som efter nederlaget talte om sine landsmænd.

Stemmen knækkede, da ukrainske Marta Kostyuk søndag fik mikrofonen i hånden efter finalenederlaget til Aryna Sabalenka i Brisbane.

23-årige Kostyuk tabte 4-6, 3-6 i WTA-turneringens sidste kamp.

Det var dog situationen i hjemlandet, som fyldte i tennisspillerens hoved.

- Hver dag spiller jeg med smerte i mit hjerte. Der er tusindvis af mennesker uden lys og varmt vand, og det er minus 20 grader udenfor, siger hun på banen efter kampen.

- Det er meget smertefuldt at leve i denne virkelighed hver dag. Det er varmt her i Brisbane, så det er svært at forestille sig her. Min søster sover under tre tæpper, fordi det er så koldt derhjemme.

- Jeg er blevet meget bevæget af at se alle de ukrainske fans og flag i ugens løb, siger hun til store klapsalver fra publikum.

Efter kampen ville Kostyuk ikke trykke belarusiske Sabalenkas hånd.

På grund af Belarus' rolle i den russiske invasion af Ukraine spiller Aryna Sabalenka stadig under neutralt flag.

Hun undgår helst spørgsmål om krigen, men gav tilbage i 2023 sin mening til kende, efter at ukraineren Elina Svitolina ligesom Kostyuk havde nægtet at trykke hendes hånd efter en kamp i French Open.

- Jeg støtter ikke krig. Jeg støtter ikke Lukasjenko lige nu, sagde tennisstjernen på et pressemøde med henvisning til Aleksandr Lukasjenko, som er præsident i Belarus.

Søndagens præstation lover godt for Sabalenka, før det om en uge går løs ved Australian Open.

Det var andet år i træk, at verdensetteren tog titlen i den australske opvarmningsturnering.

27-årige Sabalenka har vundet Australian Open og US Open to gange hver. Sidste år nåede hun finalerne i tre grand slam-turneringer og vandt i alt fire turneringer.

Søndagens titel i Brisbane var hendes 22. i karrieren.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT