Løkke håber at køb af gas og våben kan få Trumps toldmur til at falde
Hverken EU eller USA har interesse i handelsbarriere, siger Løkke, der håber på en mindelig løsning med Trump.
EU bør forsøge at undgå Donald Trumps mulige told på europæiske varer ved i stedet at købe mere ind i USA.Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forud for et møde for EU-landenes handelsministre i Bruxelles torsdag.
- Kan vi tilbyde USA noget positivt for at undgå, at den handelsbarriere kommer op, så vil det være det bedste. Kan det ikke lade sig gøre, så må Europa selvfølgelig give et gensvar.
- Vi kan ikke bare vende den anden kind til, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han forventer dog, at EU-Kommissionen er i fuld gang med at række ud til den kommende amerikanske administration for at få gang i forhandlingerne.
- Trump er meget fokuseret på handelsbalancerne, og det må vi tage en dialog om, siger Løkke.
Han vurderer dermed, at Donald Trump ikke søger en konflikt med Europa, men i stedet at få rettet op på det, Trump mener, er en urimelig handelsbalance mellem EU og USA.
I Trumps optik har EU lige nu økonomisk fordel af at sælge flere varer til USA, end man køber.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har dog efter Trumps valgsejr åbnet for, at EU kan købe mere LNG-gas i USA. Det vil i givet fald begynde at ændre handelsbalancen mere i USA's retning.
Løkke peger samtidig på, at Europas enorme oprustning vil betyde fortsatte europæiske milliardindkøb hos den amerikanske forsvarsindustri.
- Da Trump var præsident første gang, var der stort set ingen europæiske lande, der levede op til Nato-målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp, red.) på forsvar.
- Nu er det flertallet af Nato-landene, der gør det. Danmark er oppe på 2,37 procent af bnp, og meget af det dækker over materielanskaffelser, hvor der står USA på en del af det, siger Løkke.
Han forventer, at man også vil kunne forsøge at påvirke Trump med andre argumenter.
Blandt andet at en del af de danske virksomheders store overskud på handelsbalancen med USA skyldes, at de producerer produkter i USA og dermed også tilbyder amerikanerne job.
Dermed tager den danske udenrigsminister nu for alvor hul på diskussion om, hvordan der kan findes en løsning, der kan sikre Europa fortsat adgang til det amerikanske marked og omvendt.
Det er helt afgørende for begge parter, mener Løkke:
- En handelsbarriere mellem USA og Europa er ikke i nogens interesse. Det vil kun gøre Europa og USA mere udfordret. Det kan også risikere at puste til inflationen.
- Det er heller ikke i vores værdipolitiske interesse, siger Løkke.
Han peger dermed på, at udfordringen går dybere end alene de handelspolitiske interesser, fordi Europas plads i verden i bogstaveligste forstand er ved at skrumpe ind.
Derfor er der ikke råd til dårlige handelsrelationer med EU's vigtigste allierede, mener Løkke.
- Europa fyldte 30 procent af den globale økonomi for en generation siden. Nu fylder vi 16 procent. Om 20 år fylder vi kun 12 procent. Vi bliver mindre og mindre i forhold til de voksende økonomier rundt om i verden.
- Vi deler værdier med amerikanerne, så vi skal handle med hinanden og forsøge at opretholde den rolle, som Europa og USA har spillet i verden siden Anden Verdenskrig, siger Løkke.
/ritzau/