Thailands højesteret sender ekspremierminister i fængsel på ny
I 2023 fik Thaksin Shinawatra otte års fængsel, men han tilbragte ikke én nat i fængsel. Nu får han ny dom.
Thailands tidligere premierminister Thaksin Shinawatra afsonede i 2023 en fængselsstraf på en hospitalsstue.Men det var ikke berettiget, og derfor er han tirsdag blev idømt en ny dom på et års fængsel.
Det har Thailands højesteret afgjort, skriver Reuters og AFP.
76-årige Shinawatra vendte tilbage til Thailand i august 2023 efter at have levet i eksil.
Da blev han idømt otte års fængsel for korruption og magtmisbrug.
Men han tilbragte ikke én nat i fængsel. I stedet han blev han ført til hospitalet.
Hans dom blev efterfølgende reduceret til et års fængsel ved kongelig benådning, hvorefter han kom ud via en ordning for tidlig løsladelse af ældre fanger.
Men den thailandske højesteret har nu afgjort, at et hospitalsophold ikke kan tælle som et fængselsophold.
Desuden vidste han ifølge domstolen godt, at hans sygdom ikke var akut.
På Facebook skriver Thaksin Shinawatra, at han accepterer rettens afgørelse.
- Jeg har måske ikke længere frihed, men jeg har tankefrihed til gavn for landet og for folket, skriver han.
Thaksin Shinawatra blev valgt som premierminister i 2001 og igen i 2005, men flygtede i eksil, da hans anden periode blev forkortet af et militærkup.
Det var ham, der i 1998 dannede partiet Pheu Thai. Han har stået centralt i en årtier lang kamp om magten i Thailand.
Et øjenvidne siger tirsdag morgen dansk tid til Reuters, at Thaksin Shinawatra efter afgørelsen er ankommet til et fængsel i Thailands hovedstad, Bangkok, i et køretøj fra kriminalforsorgen.
Den 76-åriges datter Paetongtarn Shinawatra - som indtil da var Thailands premierminister - blev 29. august afsat af landets forfatningsdomstol.
Årsagen var, at Paetongtarn Shinawatra havde brudt etiske retningslinjer i forbindelse med en lækket telefonsamtale med Cambodias tidligere leder om en grænsestrid.
Hun blev den sjette premierminister som enten er en del af Shinawatra-familien eller som er blevet støttet af familien, der er blevet fjernet fra posten af enten retsvæsenet eller militæret.
/ritzau/