Brøndby vil nedkæmpe AGF med masser af initiativ

19. OKT 2024 • 13:39SPORT

Brøndby-stopper forventer mange dueller mod AGF, men kampen skal vindes overvejende med bolden ved fødderne.

Mandag tager AGF imod Brøndby i 3F Superligaen. Det er en kamp mellem to mandskaber, som gennem tiden har udkæmpet mange drabelige dueller.

Begge mandskaber har haft svingende kvalitet på det seneste, og for begge er en sejr vigtig i den topstrid, de er en del af.

Derfor forventer Brøndbys forsvarsspiller Frederik Alves, at det bliver en kamp, hvor ingen kommer til at trække sig fra duellerne.

- Vi ved jo godt, hvad det bliver for en kamp, når vi møder dem. Det bliver en kamp med en masse dueller, og hvor vi skal ud og krige, siger Alves til Brøndbys hjemmeside.

Samtidig er holdet under Jesper Sørensens ledelse dog klart bedst, når man har bolden ved fødderne.

I 1-4-nederlaget mod FC Nordsjælland for nylig viste nordsjællænderne, at der kan findes sprækker i Brøndbys defensiv, hvis man tiltvinger sig initiativet.

Og det skal Brøndby selv sørge for, at AGF ikke får mulighed for.

- Vi skal ud og dominere på bolden og få kampen over på vores præmisser, lyder det fra Frederik Alves.

AGF ligger nummer tre i tabellen med 20 point, mens Brøndby på sjettepladsen har 18 point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT