Talsperson: Anden runde af Ukraine-forhandlinger er afsluttet
Både fredag og lørdag har forhandlere fra Ukraine, Rusland og USA diskuteret vejen til fred i Ukraine.
Den anden runde af forhandlinger mellem Ukraine, Rusland og USA om en afslutning på krigen i Ukraine er lørdag eftermiddag afsluttet.Det siger en talsperson for den nationale sikkerhedsrådgiver Rustem Umerov, der står i spidsen for forhandlingerne i den ukrainske delegation, til nyhedsbureauet AFP.
En talsperson fra regeringen i De Forenede Arabiske Emirater, hvor forhandlingerne har fundet sted, siger, at forhandlingerne fandt sted i en "konstruktiv og positiv atmosfære", tilføjer nyhedsbureauet Reuters.
Det russiske udenrigsministerium siger ifølge det statslige russiske nyhedsbureau RIA, at "landet fortsat er åben for videre dialog".
De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsministerium oplyste tidligere i en erklæring, at forhandlingerne var planlagt til at vare i to dage.
Efter første runde fredag aften sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at territoriale spørgsmål er centrale for trepartsforhandlingerne om krigen, hvor amerikanske embedsmænd deltager som mæglere.
- Det afgørende er, at Rusland skal være klar til at afslutte den krig, man selv har indledt. Ukraines position er klar. Jeg har defineret rammerne for dialog for vores delegation, skrev Zelenskyj efterfølgende i et opslag delt på det sociale medie X.
Den ukrainske præsident sagde tidligere fredag, at en aftale om amerikanske sikkerhedsgarantier for Ukraine er klar, og at han blot venter på, at USA's præsident, Donald Trump, fastsætter et konkret tidspunkt og sted for, hvornår den vil blive underskrevet.
Ukraine har efterspurgt sikkerhedsgarantier fra vestlige allierede i tilfælde af en fredsaftale for at forhindre Rusland i endnu en invasion.
Trepartsforhandlingerne i Abu Dhabi finder sted, mens Rusland har skruet op for angrebene mod Ukraines energimæssige infrastruktur.
De har medført varme- og strømafbrydelser i større byer som hovedstaden Kyiv, mens temperaturerne er langt under frysepunktet.
/ritzau/
