Taiwan udfører første henrettelse i knap fem år
Henrettelse af dødsdømt taiwaner torsdag møder kritik fra Amnesty-direktør, som kalder det et tilbageslag.
Taiwan har sent torsdag udført østatens første henrettelse i knap fem år.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Der er tale om den 32-årige Huang Lin-kai, som i 2017 blev fundet skyldig i drabene på sin ekskæreste og ekskærestens mor.
Henrettelsen foregik med skud.
- De forbrydelser, som Huang var involveret i, var ondskabsfulde og ubarmhjertige. De var dehumaniserende, ekstremt onde og ekstremt alvorlige, lyder det fra justitsministeriet efter henrettelsen.
Taiwan har udviklet sig til i dag at blive betragtet som et af Asiens mest progressive demokratier. Meningsmålinger foretaget blandt befolkningen viser dog, at størstedelen af den taiwanske befolkning fortsat støtter dødsstraffen.
Taiwan har udført i alt 36 henrettelser, siden et midlertidigt forbud mod dødsstraf blev ophævet i 2010.
Torsdagens henrettelse er den første, siden præsident Lai Ching-te tiltrådte i maj 2024.
Mens Tsai Ing-wen, som var Lais forgænger, sad på posten, blev to personer henrettet som følge af en dom om dødsstraf.
Inden Tsai Ing-wen var præsident, var det a Ying-jeou, som var Taiwans præsident. I denne embedsperiode blev der udført 32 henrettelser af dømte indbyggere, der sad på dødsgangen.
I september fastslog en domstol i østaten, at brugen af dødsstraf skulle "begrænses til særlige og exceptionelle omstændigheder".
Direktør for Amnesty i Taiwan, E-Ling Chiu, siger, at torsdagens henrettelse er en "chokerende og ond udvikling".
- Taiwans justitsminister har med et strejf fra en kuglepen omgjort flere års hårdt tilkæmpede fremskridt henimod afskaffelsen af dødsstraffen. Dette er et stort tilbageslag for menneskerettighederne i Taiwan, lyder det.
EU siger samtidig, at den fordømmer Huang Lin-kais forbrydelser "på det kraftigste", men at unionen "under alle omstændigheder" er mod dødsstraf.
- EU opfordrer derfor Taiwan til at indføre og opretholde et de facto forbud og til at føre en konsekvens politik hen imod fuld afskaffelse af dødsstraffen i Taiwan, lyder det i en erklæring.
/ritzau/