Transportfirma politianmeldes for reference til kongehuset

26. MAR 2026 • 09:13ERHVERV/POLITIK

Virksomheden har brugt betegnelsen "det kongelige" i markedsføring og på transportmidler uden tilladelse.

En transportvirksomhed har trods påbud kaldt sig "det kongelige" i sit navn, men det er sket uden tilladelse fra kongehuset.

Derfor har Forbrugerombudsmanden politianmeldt ejeren af virksomheden, skriver myndigheden i en pressemeddelelse.

Ifølge Forbrugerombudsmanden har virksomheden gentagne gange lovet at fjerne betegnelsen "det kongelige" fra sin markedsføring og transportmidler, men har fortsat ikke gjort det.

Når en virksomhed uretmæssigt benytter betegnelsen "kongelig" i sit navn og markedsføring, overtrædes markedsføringslovens regler om god skik. Det forklarer forbrugerombudsmand Torben Jensen.

- Det kan skabe et forkert indtryk hos forbrugerne af, at virksomheden har en særlig status eller tilknytning til kongehuset.

- Derfor gav vi virksomheden et påbud om at ophøre med at bruge betegnelsen, og da virksomheden på trods heraf ikke er stoppet med at bruge betegnelsen, har vi nu valgt at politianmelde ejeren af virksomheden, siger han.

Det er kongehuset selv, der har henvendt sig til forbrugermyndigheden på baggrund af flere borgerhenvendelser.

Forbrugerombudsmanden har i sagen vurderet, at virksomhedens anvendelse af "det kongelige" i sit navn kunne skabe en usaglig association til kongehuset hos forbrugerne eller give indtryk af, at virksomheden havde en særlig relation til eller godkendelse fra kongehuset.

Myndigheden kontaktede virksomheden fire gange i løbet af 2024 og igen i starten af 2025 og anmodede virksomheden om at fjerne den kongelige betegnelse.

Senere i 2025 konstaterede Forbrugerombudsmanden dog, at virksomheden fortsat havde transportmidler med "det kongelige" på. Desuden var der billeder af transportmidlerne på virksomhedens hjemmeside og på sociale medier.

Forbrugerombudsmanden nævner ikke virksomhedens navn i pressemeddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT