Dagrofa får rekordhøj driftsindtjening efter opkøb af måltidskasser

26. MAR 2026 • 09:00ERHVERV/POLITIK

Dagrofas koncernchef er stolt af årets resultater og fremhæver opkøbet af Aarstiderne som årsag til vækst.

På trods af hård konkurrence på det danske dagligvaremarked fik Dagrofa sidste år en rekordhøj driftsindtjening.

Det viser fødevarekoncernens årsregnskab, som er blevet offentliggjort torsdag.

Driftsresultatet endte på 529 millioner kroner. Det er første gang i koncernens historie, at indtjeningen på driften overstiger 500 millioner kroner.

Samtidig havde Dagrofa en omsætning på knap 21 milliarder kroner, hvilket svarer til en fremgang på en milliard kroner sammenlignet med året inden.

Koncernchef Tomas Pietrangeli er godt tilfreds med årets resultater.

- Der har været rigtig meget fokus på pris, og forbrugertilliden har været lav. I den kontekst synes vi, at det er rigtig flot at levere det resultat, vi præsenterer i dag, siger han til Ritzau og tilføjer:

- Vi leverer vækst på tværs af alle forretningsplaner, men det er klart, at det at vi har fået Aarstiderne om bord som en del af Dagrofa-familien selvfølgelig har stået for en signifikant del af væksten.

Dagrofa opkøbte måltidskasseleverandøren Aarstiderne i december 2024. Dermed er det første gang, at Aarstiderne indgår i koncernens regnskab.

Resultatet efter skat endte på 99 millioner kroner - en fremgang på seks millioner kroner sammenlignet med 2024.

Dagrofas forretning består blandt andet af at drive dagligvarekæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb.

Derudover leverer koncernen også varer til professionelle køkkener gennem Dagrofa Foodservice og til Dagrofas egne kæder og eksterne kunder gennem Dagrofa Logistik.

Koncernen har som led i en treårig strategi afsat 1,3 milliarder kroner til investeringer.

Pengene skal blandt andet bruges til at åbne flere butikker.

- Vi startede 2026 med et brag. Vi har på de første to en halv måned åbnet syv nye butikker. Det er nok ikke et tempo, vi kan opretholde, men det er en kanonstart, som vi er rigtig glade for, siger Tomas Pietrangeli.

Han oplyser, at man både ser på butiksudvidelser i byer og landdistrikterne på tværs af koncernens dagligvarekæder.

En del af strategien er ligeledes, at Dagrofa skal vinde flere andele af dagligvaremarkedet.

I dag står koncernen for omkring 12 procent af markedet.

- Vi har en masse dialoger om butiksåbninger i pipelinen. Men der er rigtig mange i markedet, som åbner butikker, så konkurrencen er hård. Og det at vinde markedsandele er absolut ikke en let opgave, siger koncernchefen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT