Sveriges regering vil gøre det nemmere at udvise migranter

24. MAR 2026 • 12:05UDLAND

Hvis man ikke betaler sin gæld eller fusker med bidrag fra staten, skal man udvises, foreslår svensk minister.

Sveriges regering foreslår sammen med partiet Sverigedemokraterna en ny lovgivning, som skal gøre det nemmere at inddrage opholdstilladelser for borgere, der ikke opfører sig ordentligt.

Det siger landets migrationsminister, Johan Forssell, på et pressemøde tirsdag ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

- At følge love og regler er en selvfølgelighed. Men det må også være en selvfølge efter bedste evne at leve samvittighedsfuldt og ikke skade vores land, siger ministeren og tilføjer:

- Hvis man for eksempel ikke betaler sin gæld, ikke følger beslutninger fra svenske myndigheder, hvis man fusker med bidrag eller fusker sig til en svensk opholdstilladelse, ja, så har man ikke ret til at være her.

Som flere eksempler på emner, der potentielt vil være en del af en vurdering om en udvisning, nævner ministeren desuden sort arbejde, mangel på betaling af bøder, eller folk som vurderes at være en sikkerhedstrussel.

Lovgivning skal gælde med tilbagevirkende kraft og dermed gælde alle, der har en opholdstilladelse i landet, og ikke blot dem, der får tildelt ophold, efter at loven eventuelt træder i kraft.

Derudover skal tidligere "uordentlighed" ligeledes tages med i en samlet afgørelse om en persons ophold.

Den svenske regering vurderer, at omkring 100.000 personer kan blive berørt af de nye regler.

Undtaget fra reglerne er personer, som har fået opholdstilladelse som flygtninge, og de, som er blevet godkendt til familiesammenføring.

Heller ikke EU-borgere omfattes af den eventuelle lovændring.

Regeringen foreslår, at loven træder i kraft den 13. juli.

Det er udlændingestyrelsen, der skal vurdere sagerne, og afgørelserne skal kunne appelleres til migrationsdomstolene, lyder det.

/ritzau/TT

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT