Fanorganisation klager til EU over høje billetpriser ved VM
Fifa har udnyttet sit monopol til at presse billetpriserne ved VM op, mener Football Supporters Europe.
Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har udnyttet sit monopol til at drive billetpriserne ved VM i fodbold til sommer op til skyhøje niveauer.Sådan lyder essensen i en formel klage, som fanorganisationen Football Supporters Europe (FSE) og forbrugerforeningen Euroconsumers har forelagt EU.
- Fifa har monopol på billetsalget til VM i fodbold 2026 og har brugt den magt til at påtvinge fans vilkår, som aldrig ville være acceptable på et konkurrencepræget marked.
- For mange er dette en oplevelse, man kun får én gang i livet. Derfor er fair og gennemsigtig adgang til billetter helt afgørende, lyder det på FSE's hjemmeside.
Klagen identificerer seks punkter, hvor Fifa angiveligt har udnyttet sit monopol.
Det gælder blandt andet, at de billigste tilgængelige billetter til VM-finalen koster 4185 dollar - svarende til 27.000 kroner - selv om Fifa selv spåede, at en gennemsnitlig billet til finalen vil koste omkring 9000 kroner.
Til sammenligning kostede de billigste billetter til EM-finalen i 2024 et beløb svarende til 650 kroner, påpeger FSE.
Fifa har desuden reklameret med billetter til 385 kroner i gruppespillet, men der har været så få af disse, at de reelt aldrig har været tilgængelige, lyder klagen.
- Det skuffede ikke kun fansene. At annoncere en pris, som reelt ikke er tilgængelig, er også lokkemad. Det er ulovligt ifølge EU’s forbrugerlove, skriver FSE.
Fifa benytter sig af dynamisk prissætning, hvilket har været med til at drive priserne i vejret, men FSE og Euroconsumers efterlyser større gennemsigtighed og opfordrer EU til at handle hurtigt.
Inden næste runde af billetsalg i april skal den dynamiske prissætning droppes, og priserne skal fastfryses til det niveau, som Fifa selv tidligere har annonceret.
Fifa bør desuden oplyse, hvor mange billetter der er tilbage i hver kategori, og hvor på stadion pladserne præcist er.
Ifølge Fifa-præsident Gianni Infantino går det forrygende med billetsalget, og alle kampe ved slutrunden bliver udsolgt.
Der kom på fire uger 508 millioner billetansøgninger fra mere end 200 lande til omkring syv millioner tilgængelige billetter, hævdede han i februar.
/ritzau/
