Sverige skal låne milliarder til militær oprustning
Sverige bliver nødt til at låne milliarder for hurtigt at kunne opruste, siger landets forsvarsminister.
Sverige får behov for at låne milliarder af kroner for hurtigt at kunne opruste landets forsvar.Det siger den svenske finansminister, Elisabeth Svantesson, til nyhedsbureauet TT.
Et land låner typisk penge til øgede udgifter ved at udstede statsobligationer. Det er værdipapirer, der garanterer indehaveren en fast rente i en årrække, indtil obligationen udløber og lånet betales tilbage.
Det er ofte store, institutionelle investorer som pensionsselskaber og investeringsfonde, der køber obligationerne.
I øjeblikket bruger Sverige ifølge mediet 140 milliarder svenske kroner om året på forsvar. Det svarer til omkring 95 milliarder danske kroner.
Med det nuværende budget er Sverige "på vej op på" at bruge 2,6 procent af dets bnp på forsvar, skriver TT.
Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi.
Den nuværende målsætning fra Nato lyder på, at medlemslandene skal bruge mindst to procent af bnp på forsvar, men forventningen er, at tallet kommer til at stige.
I februar udtalte Nato-generalsekretær Mark Rutte, at målet for Nato-lande fremover skal være at bruge mere end tre procent af bnp på militærudgifter.
Hvis Sverige skal nå et mål på 3,5 procent af bnp vil de ifølge TT indebære, at landet skal bruge yderligere 60 til 70 milliarder svenske kroner årligt på forsvarsbudgettet.
Hvor det øgede svenske forsvarsbudget på den korte bane blandt andet skal finansieres af lån, er det ifølge finansministeren også vigtigt at finde en mere stabil finansiering på længere sigt, skriver TT.
Fra 2027 gælder der nye regler for statsbudgettet i Sverige, som gør, at regeringens økonomiske råderum bliver større, og her skal nogle af pengene findes.
Samtidig forventer finansministeren en øget vækst som igen vil bidrage til statskassen.
- En halv procent øget vækst giver 15 milliarder i råderum til reformer, siger Elisabeth Svantesson til TT.
Ifølge nyhedsbureauet vil den svenske regering om en måned - 15. april - fremlægge en plan for, hvordan oprustningen af det svenske forsvar mere konkret skal finansieres.
Sverige blev 7. marts sidste år medlem af den vestlige forsvarsalliance Nato.
/ritzau/