Putin-støtter står som ventet til sejr ved russisk parlamentsvalg
Flere kandidater, der er imod Ukraine-krigen, er blevet forhindret i at stille op til russisk parlamentsvalg.
Det russiske parti Forenet Rusland, som støtter præsident Vladimir Putin, står til at blive det største parti ved parlamentsvalget.I en valgstedsmåling fra det russiske medie IFX står partiet ifølge Reuters til 49,4 procent af stemmerne.
Det er det første parlamentsvalg i Rusland, siden landet indledte en fuldskalakrig mod Ukraine i februar 2022.
Valget, hvor russerne skal vælge 450 medlemmer til Statsdumaen, som er underhuset i den russiske nationalforsamling, startede fredag.
Ved det seneste valg i 2021 fik Forenet Rusland omkring den samme andel af stemmerne, skriver AFP.
Kommunistpartiet og det nationalistiske Ruslands Liberaldemokratiske Parti (DPR) står ifølge AFP til at få henholdsvis 14,2 og 10,7 procent af stemmerne.
Det var på forhånd forventet, at Forenet Rusland ville bevare sin dominerende position i landets stramt kontrollerede politiske system.
Valget er også blevet afholdt på Krimhalvøen, som Rusland annekterede fra Ukraine i 2014 og i de russisk-kontrollerede dele af de ukrainske regioner Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson.
De fleste kandidater, der er modstandere af krigen i Ukraine, var blevet udelukket fra at stille op.
Det skete, efter at højesteret i sidste måned fastslog, at det liberale parti Jabloko, som ønsker en våbenhvile i Ukraine, havde overtrådt valgreglerne, hvilket partiet afviste, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Putin har opfordret russerne til at deltage i valget og stemme for at vise støtte til styrkerne i Ukraine og for at "give et svar til dem, der ønsker at svække Rusland".
Mange af Putins politiske modstandere er blevet drevet i eksil, og hans største rival, Aleksej Navalyj, døde i et fængsel i 2024.
Den sidste dag af valget har blandt andet været præget af ukrainske angreb mod Moskva.
Ukraine affyrede søndag en bølge af droner mod Moskva og den omkringliggende region. To mistede mistede livet, og der udbrød brand i et olieraffinaderi.
Rusland har beskyldt Ukraine for at forsøge at "forstyrre de russiske statsborgeres demokratiske vilje".
Det russiske forsvarsministerium lover desuden at intensivere angrebene mod militære mål i Ukraines hovedstad, Kyiv.
RITZAU
