Svensker får otte års fængsel for terrorplan mod Eurovision
Svensk teenager havde laboratorie i hjemmet og terrorplaner på computeren. Eurovision i Holland var målet.
En domstol i Luxembourg har torsdag idømt en 23-årig svensker otte års fængsel for at planlægge et angreb mod Eurovision Song Contest i 2020.Det skriver den hollandske avis Het Parool.
Sangkonkurrencen skulle have været afholdt i Rotterdam i Holland, men blev aflyst på grund af coronapandemien.
Den 23-årige, der blot omtales som Alexander H., er født af svenske forældre, men er vokset op i Luxembourg. Det var i familiens hjem, at han i februar 2020 blev anholdt af Luxembourgs politi.
I hjemmet fandt politiet et kemilaboratorie, hvor manden - på det tidspunkt en teenager - havde fremstillet livsfarlige sprængstoffer.
På hans computer var der hundredvis af dokumenter med forskellige terrorplaner, og hvad der beskrives som højreekstremt indhold.
I retten i Luxembourg er han blevet dømt for terrorvirksomhed og for brud på lovgivning om besiddelse af våben og sprængstoffer.
Ud af de otte års fængsel skal svenskeren som udgangspunkt afsone to år. De resterende år er betingede. Han skal gennemføre et afradikaliseringsprogram. Hvis han ikke gør det inden for fem år, skal han seks år i fængsel.
Det samme bliver tilfældet, hvis han bliver anholdt igen i de kommende år.
Der er gået flere år mellem anholdelsen og domfældelsen. Det skyldes ifølge en talsperson for Luxembourgs justitsministerium, at der var en usædvanligt stor mængde data, som efterforskerne skulle analysere.
Den svenske mand havde blandt andet en plan om at forgifte tilskuere til Eurovision med cyanid og skabe panik med klorgas, som er stærkt irriterende for øjne og slimhinder og kan give skader på lungerne. Han ville også bruge hjemmelavede raketter.
Planen fremgik af et Google-dokument med titlen "Fun Time for Eurovision 2020".
Anklageren i sagen havde krævet 12 års fængsel. Han har nu 40 dage til at anke dommen, skriver Het Parool. Det samme gælder for Alexander H.
/ritzau/TT
