Svensk bestyrelsesformand trækker sig efter Epstein-sag

2. FEB 2026 • 12:18UDLAND

En bestyrelsesformand for FN-flygtningeorganisations svenske partner besøgte i 2012 Jeffrey Epsteins private ø.

Joanna Rubinstein, der indtil nu var bestyrelsesformand for Sverige for UNHCR, har trukket sig fra sin stilling efter Epstein-sag.

Det bekræfter Ulrika Belin, der er kommunikationschef for Sverige for UNHCR, der er FN's flygtningeorganisations (UNHCR) svenske partner, over for Expressen.

Ifølge mediet viser nye Epstein-dokumenter, som USA's justitsministerium offentliggjorde fredag, at Rubinstein i 2012 sammen med sin familie besøgte den nu afdøde rigmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epsteins private ø.

I en mail fra december 2012 takker Rubinstein Epstein for hans gæstfrihed og "en vidunderlig frokost og en eftermiddag i paradis".

Det viser et dokument offentliggjort af det amerikanske justitsministerium.

Epstein blev allerede i 2008 dømt for handel med mindreårige piger. Han afsonede 13 måneder.

Han døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.

Over for Expressen fortæller Rubinstein, at hun og hendes familie var på ferie i nærheden, da hun blev inviteret af Epstein.

Hun understreger desuden, at besøget var første og eneste gang, hun mødte Epstein.

Den nu tidligere FN-chef bekræfter ifølge mediet, at hun kendte til Epsteins dom fra 2008, da hun besøgte rigmandens caribiske ø.

- Det som senere er kommet frem om omfanget af overgrebene, er forfærdeligt og noget, som jeg på det kraftigste tager afstand fra, siger Rubinstein til Expressen.

Flere fremtrædende personer er i den seneste tid kommet i søgelyset efter offentliggørelse af flere Epstein-dokumenter.

Eksempelvis har den britiske politiker Peter Mandelson meldt sig ud af regeringspartiet Labour på grund af sine forbindelser til den nu afdøde seksualforbryder.

Også den norske kronprinsesse, Mette-Marit, har måttet svare på flere spørgsmål, efter at hun ifølge norske medier hundredvis af gange blev nævnt i Epstein-dokumenterne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT