Kendrick Lamar vipper Jay-Z af Grammy-tronen som mest vindende rapper
Kendrick Lamar var nomineret i ni kategorier ved nattens Grammys og er nu den mest Grammy-vindende rapper.
Kendrick Lamar blev den helt store vinder natten til mandag, hvor han væltede Jay-Z af pinden som den mest prisvindende rapper i Grammy Awards' historie.Det står klart, efter at han vandt fem priser ud af ni mulige under den 68. udgave af Grammys, skriver nyhedsbureauet AP.
Lamars samlede antal Grammys er nu 27.
Jay-Z har 25.
Rapperen vandt flest priser ved nattens prisuddeling. Han vandt i kategorierne Bedste Indspilning, Bedste Rapsang, Bedste Rapalbum, Bedste Rap Performance og Bedste Melodiske Rap Performance.
- Det er en ære at være her, sagde han i sin takketale, da han modtog prisen for Bedste Rapalbum.
- Jeg er ikke god til at tale om mig selv, men jeg udtrykker det gennem musikken. Hiphop vil altid være lige her. Vi vil altid have kulturen med os, sagde han ifølge AP.
Han var nomineret for sangen "Luther", som han har lavet med R&B-kunstneren SZA.
Sangen tog prisen for Bedste Indspilning, men måtte vige i kategorien Bedste Sang, som Billie Eilish modtog for sangen "Wildflower" fra albummet "Hit Me Hard and Soft" fra 2024.
Han var også nomineret i kategorien Bedste Album for "GNX", der udkom i november 2024. Her var han oppe imod blandt andre Lady Gaga, Sabrina Carpenter, Justin Bieber og Bad Bunny.
Det var sidstnævnte, der tog hovedprisen for albummet "Debi Tirar Mas Fotos".
Det er første gang, at et udelukkende spansk album vinder kategorien Bedste Album og anden gang, at et spansk album nomineres.
Første gang var også et Bad Bunny-album, nemlig "Un Verano Sin Ti" i 2023.
Det år vandt Harry Styles for albummet "Harry's House".
Styles stod natten til mandag for at overrække prisen til en tydeligt berørt Bad Bunny, hvis borgerlige navn er Benito Antonio Martínez Ocasio.
Grammy-året går til og med 30. august det foregående år.
Ved årets Grammys kunne værker, der blev udgivet mellem den 31. august 2024 og den 30. august 2025, dermed nomineres.
/ritzau/
