Mexico sender humanitær hjælp til kriseramte Cuba efter Trump-trussel

2. FEB 2026 • 02:06UDLAND

Trump vil straffe lande, der sælger eller leverer olie til Cuba. Mexico søger diplomatisk løsning.

Mexico planlægger at sende humanitær hjælp til kriseramte Cuba - herunder fødevarer og andre produkter.

Det siger Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samtidig arbejder Mexico på en diplomatisk løsning for at fortsætte med at kunne levere olie til øen på trods af Trumps trusler om told på lande, der sælger eller leverer olie til Cuba.

- Vi har aldrig drøftet spørgsmålet om olie med Cuba med præsident Trump, siger Sheinbaum, efter at hun talte i telefon med USA's præsident, Donald Trump, torsdag.

Hun har tidligere advaret om en alvorlig humanitær krise i den kommunistiske østat.

Det Hvide Hus oplyste i sidste uge, at USA vil pålægge told på varer fra lande, der sælger eller leverer olie til Cuba.

Trump underskrev torsdag et dekret, der fastlægger en proces, der har til hensigt at straffe lande, der leverer olie til Cuba.

Det fremgik ikke, hvilke lande der leverer olie til Cuba. Og toldsatsen blev heller ikke nævnt.

Tiltaget sker for at beskytte USA's nationale sikkerhed og udenrigspolitik mod det, der betegnes som Cubas skadelige handlinger og politikker, oplyste Det Hvide Hus.

Mexico er en af største olieleverandører til Cuba samt USA's vigtigste handelspartner. Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa har Mexico allerede reduceret sine olieleverancer til Cuba de seneste dage efter pres fra USA.

Trumps administration har øget presset på Cuba, efter at USA fjernede Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, fra magten i begyndelsen af januar.

Venezuela er hovedleverandør af olie til Cuba, og cubanerne har med afsættelsen af Maduro mistet en afgørende støtte. Venezuelas olie er en grundpille i Cubas økonomi.

Trump og udenrigsminister Marco Rubio har ikke lagt skjul på, at de ønsker at udskifte magthaverne i Cuba.

Trump siger søndag, USA i øjeblikket forhandler med Cuba om at indgå en aftale - uden at nævne, hvad aftalen handler om.

- Cuba er en falleret nation. Det har landet været i lang tid, men nu har det ikke længere Venezuela til at holde sig oppe. Så vi taler med folkene fra Cuba, de øverste folk i Cuba, for at se, hvad der sker, siger Trump ifølge AFP.

- Jeg tror, vi kommer til at lave en aftale med Cuba.

Den caribiske østat befinder sig i øjeblikket i en af landets værste økonomiske kriser, siden revolutionen med Fidel Castro i spidsen i 1959, skriver dpa.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT